!

Skyggespil foregår i Danmark under den tyske

besættelse i årene 1943 til 45. Skyggespil er det

første af flere bind om den 17-årige Maja Nie-

manns dramatiske liv og udviklingshistorie.

Romanen er fiktiv, ingen af karaktererne har ek-

sisteret i virkeligheden, men fortællingen ud-

spiller sig i en autentisk, historisk ramme. Som

sådan fungerer romanen både som en spæn-

dingsroman, en familiekrønike og en historisk

fortælling om menneskelivets dilemmaer og

hverdagslivets dramatiske begivenheder under

og efter anden verdenskrig.

!

Marianne Toxboe

Skyggespil

Roman

!

Skyggespil

1. del Besættelse

Copyright  Marianne Toxboe

1. udgave

Omslag: Michael Toxboe

Bogen er sat med Palatino

Tryk: Saxo Publish 2014

ISBN 9788740900101

!

1. del

Besættelse

Odense, August 1943. Det ulmende folkelige oprør mod den

danske samarbejdspolitik og den tyske besættelsesmagt,

bryder ud i lys lue. Det er især fagbevægelsen på værftet og

inderkredsen i det kommunistiske parti, der lægger kimen

til den modstandsbevægelse, der siden vokser sig stærk.

Stemningen i byen er aggressiv og betændt. Hvem er ven og

hvem er fjende? Tiden er kommet til et opgør med byens

værnemagere og tyskertøser.

!

7

1

Odense, den 8. august 1943

Den første skoledag på Odense Katedralskole var forbi, næ-

sten før den var begyndt. Solen stod stadig højt på himme-

len, da den forløsende ringetone endelig signalerede, at ti-

men var forbi. Reaktionen lod ikke vente på sig. Som ved et

trylleslag blev den mennesketomme skolegård fyldt med

glade og befriede eksistenser. Fem minutter senere var der

trængsel ved cykelstativerne.

Maja masede sig frem gennem den kåde menneske-

mængde og nåede med besvær frem til sin cykel. Hun så sig

omkring for at finde Jens, men opgav og trak ind til siden

for at vente på, at han dukkede op. Hun lagde nakken tilba-

ge og lod solens varme stråler fordrive formiddagens ople-

velser i det trange klasselokale.

- Maja.

Råbet kom bagfra. Maja vendte sig og fik øje på Jens, der

vinkede ivrigt med begge arme.

- Skal vi følges, spurgte han lettere forpustet, da han kom

op på siden af hende.

- Det kan vi da godt, sagde Maja og smilede. Jeg stod lige

og kiggede efter dig. Hvordan har du haft det?

- Godt, men jeg har savnet dig. Selv om jeg faktisk har

haft rimelig travlt. Og det tror jeg også, jeg får i den næste

uges tid, sagde han og så på hende med sine grønne, intense

øjne, mens han smilede hemmelighedsfuldt.

- Nå, hvad skal det sige?

- Vi er rigtig mange, der ikke vil finde os i de tyske solda-

ters nedladende behandling af det danske folk, Maja. Tiden

er kommet til at skride til handling. Næsten før ordene var

formet, var Jens klar over, at de var kommet helt forkert ud

af munden på ham.

!

8

Maja havde svært ved at tilbageholde et lille smil. Hun

havde ikke tidligere hørt Jens bruge en så selvhøjtidelig og

højstemt retorik.

- Jeg kan godt holde på en hemmelighed, sagde hun i

stedet mere alvorlig.

- Er du sikker? Der bliver opfordret til strejke mod de ty-

ske vagter på værftet, fortsatte han, uden at afvente Majas

svar.

- Er det ikke farligt? Skal du være med til det?

- Ikke når vi står sammen Maja, det er det, det hele hand-

ler om, forstår du? Det er noget, vi har snakket om hele

sommeren.

Hvem er vi, tænkte Maja, og følte sig udenfor. Troede

han virkelig, at det var ufarligt at sætte sig op mod de tyske

vagter, bare fordi de var mange. Hvad var det, han mente,

hun skulle forstå? Det var ulideligt at blive talt til som et lil-

le, uvidende barn. Maja fortrængte sin irritation og nøjedes

med at nikke.

De gik lidt side om side med cyklerne imellem sig uden

at sige noget. Det var Jens, der brød tavsheden.

- Hvordan er din sommer så gået?

- Du kender min faster, Mille, ikke? Jeg har været på ferie

i hendes sommerhus oppe i Nordsjælland i næsten tre uger.

Vi brugte også en dag i København, hvor vi var i Tivoli.

Men nu hvor jeg hører, at du har arbejdet det meste af som-

meren, føler jeg mig faktisk helt doven.

- Ja, vi er jo nogle, der tilhører det arbejdende folk, sagde

Jens med et drillende smil. Men jeg har nu ikke kedet mig.

Jeg holder fri på lørdag, så hvis du har lyst, kan vi gå en tur i

Munke Mose? Der er noget, jeg gerne vil vise dig og snakke

med dig om. Hans ansigt lagde sig igen i lidt hemmelig-

hedsfulde folder.

- Det kan vi godt, hvornår?

- Klokken tre?

!

9

- Fint, så pakker jeg en kurv med lidt lækkerier, som vi

kan hygge os med. Maja var glad for, at de havde brudt den

lidt anstrengte stemning, der havde været imellem dem.

Jens så på hende med det direkte og livsglade blik, hun

havde så svært ved at modstå.

- Så ses vi på lørdag, sagde han og hoppede op på sin cy-

kel.

Jens var den eneste i sin familie, der var kommet i gymnasi-

et. Jens’ far var formand i smedenes fagforening og var i by-

en kendt under navnet Formanden.

Allerede i underskolen viste Jens sig at være mere end

almindelig begavet. Jens’ matematiklærer havde opfordret

Formanden til at sørge for, at hans søns talent ikke gik til

spilde.

Formanden selv var godt skåret for tungebåndet og hav-

de klaret sig godt gennem livet, selvom han var gået ud af

skolen efter syvende klasse. Han var på nippet til at afvise

matematiklæreren, fordi han ikke ønskede at tage imod al-

misser. Alligevel besindede han sig. Med den rette uddan-

nelse, tænkte Formanden, ville knægten kunne nå længere,

end han nogensinde selv havde drømt om. Jens kunne blive

et godt kort for fagbevægelsen. Han var et levende bevis på

de talenter, der lå uudnyttet hen i arbejderklassen, fordi en

videregående uddannelse alene var forbeholdt de rige fami-

liers børn.

Så Formanden indvilgede i, at Jens’ matematiklærer søgte

fonde og stipendiater. Midlerne skulle kompensere for, at

Jens i gymnasieårene ikke kunne bidrage med sine egne ind-

tægter. Samtidig sørgede han for, at Jens fik fritidsarbejde i

fagbevægelsen.

Formandens politiske ståsted var der ingen, der var i

tvivl om. Men hans særlige engagement i DKP’s mod-

standsgruppe var en offentlig hemmelighed. Jens havde tit

lagt øre til de højrøstede, politiske diskussioner, der som

!

10

reglen foregik tidligt på natten ved køkkenbordet i deres

hjem.

Jens var ikke længe om at melde sig ind i DKP’s ung-

domsafdeling og engagerede sig fra begyndelsen i sit arbej-

de for fagbevægelsen. I alt, hvad han foretog sig, udmærke-

de han sig med sine fremragende formidlingsevner og sit

store samfundsengagement.

Der gik da heller ikke lang tid, før man i DKP fik øje på

hans talenter. Han havde arvet sin fars veltalenhed og skar-

pe analytiske sans, sagde man. Derfor blev Jens forholdsvis

hurtigt indlemmet i den modstandsgruppe, der skrev artik-

ler til DKP’s illegale blad Trods Alt. Nu var han nået så langt,

at han tog aktivt del i formuleringen af de budskaber og op-

råb, som man i DKP ønskede, skulle nå ud til folket.

Det var alle de tanker, Jens havde gjort sig i løbet af

sommeren, han gerne ville dele med Maja. Det ærgrede

ham, at han ikke kunne fortælle hende om det arbejde, han

gjorde for modstandsbevægelsen.

*

Maja svingede ind i indkørslen. Hun så med det samme, at

faster Milles cykel stod i cykelstativet. Hun smed sin egen

cykel fra sig og tog trappen i tre spring.

- Jeg er hjemme, råbte Maja i entréen og fortsatte hen

mod dagligstuen.

Hun glædede sig til at snakke med Mille, for hun havde

lovet, at Maja måtte følge processen på sidelinjen, når den

nye efterårskollektion skulle sættes i gang. Og det var snart,

vidste Maja.

Majas farfar, Fritz Niemann, havde for snart fyrre år siden

etableret en konfektionsfabrik i Odense. Fritz, der var af tysk

oprindelse, bosatte sig i Danmark, da han forelskede sig i og

giftede sig med Majas farmor, Karla. Sammen bragte ægte-

!

11

parret tre børn til verden: Johannes, Niels og Marie eller Mil-

le, som hun altid blev kaldt. Da Majas farfar døde for snart ti

år siden, efterlod han sig en sund og veldrevet konfektions-

fabrik og et testamente, hvori han havde bestemt, at det var

de to brødre, der skulle træde ind i ledelsen og videreføre

fabrikken.

Hvad han ikke vidste var, at den yngste søn, Niels, slet

ikke var interesseret i at drive en konfektionsfabrik. Han

ville hellere være landmand. Det var Mille imidlertid, og

hun krævede sin ret til at blive en del af familieforetagendet.

Hun blev hårdnakket ved med at påstå, at hun var blevet

forbigået, alene fordi hun var kvinde. Hendes ønske var at

træde ind i ledelsen i stedet for Niels.

Efter en del diskussioner var de tre søskende blevet enige

om at omfordele arven. Niels blev købt ud og fik sin gård,

og Mille overtog hans plads i firmaets ledelseslokaler. Det

skulle senere vise sig, at det var en god beslutning, for Mille

havde en udpræget sans for mode og en god fornemmelse

for det, der var salgbart i tiden.

Så Maja var vokset op med modeblade og havde i hele

sin barndom overværet alle diskussionerne om, hvad der

skulle satses på i næste års kollektion. Selv havde hun, lige

så langt hun kunne huske tilbage, været passioneret optaget

af at sy og skabe sit eget tøj.

Underlig nok var Mille den eneste i familien, der tog Ma-

jas talent højtideligt. Hun havde set hendes potentialer og

var overbevist om, at Maja kunne komme langt med den

rette vejledning. Både Johannes og Majas mor, Agnes, antog

ikke Majas passion og engagement for andet end en nyttig

og klædelig fritidsbeskæftigelse.

Maja åbnede døren til dagligstuen.

- Dav Maja, sagde Mille og rakte smilende armene frem

imod hende.

Maja gav hende et knus.

!

12

- Jeg vidste ikke, at du skulle komme i dag, Mille.

- Det vidste jeg egentlig heller ikke, men jeg havde brug

for at drøfte noget med din far, og nu har din søde mor budt

mig på aftensmad, så det har jeg taget imod, sagde Mille og

smilede til Agnes.

Hendes svigerinde efterlod, trods sit smukke og velpleje-

de ydre, sjældent noget stort indtryk og overlod gerne mad-

lavningen til husets kokkepige, Ruth.

- Det er altid dejligt at være i godt selskab, svarede Agnes

retorisk.

Mille rakte ud efter det glas sherry, Agnes netop havde

skænket til hende. Hun rullede lidt åndsfraværende sherry-

en rundt i glasset. Så lænede hun sig med et lille suk tilbage

i lænestolen.

Maja kunne høre, at hendes far talte i telefon inde på kon-

toret. Hun så igen på Mille og lagde først nu mærke til, at

hun så træt og anspændt ud. Hun plejede heller ikke at

drikke sherry midt på eftermiddagen.

- Er det problemer, I skal snakke om, spurgte Maja sin

faster.

- Det er en lidt længere historie, Maja. Der er uro på fa-

brikken. Ja, jeg har lige fortalt din mor, at jeg har haft besøg

af to meget ubehagelige fyre i dag. De bad mig om at fyre to

af mine dygtigste syersker. De havde haft en demoraliserende

omgang med værnemagtens soldater, som de udtrykte det. De

virkede ret truende. Og så påstod de, at de havde fagfor-

eningen i ryggen.

- Hvad har I tænkt jer at gøre, spurgte Agnes, lidt irriteret

over at blive afbrudt midt i den samtale, de havde været i

gang med.

Mille rynkede bekymret panden.

- Jeg ved det ikke, du kender mig jo, jeg kan ikke lide at

blive dikteret noget. Men et eller andet er vi nødt til at gøre.

Det er en ret ubehagelig situation. Stemningen i byen er dår-

!

13

lig, eller betændt er måske det rette ord. Foreløbig må jeg

have snakket med Johannes om det.

- Nå, der kommer din far Maja. Mille rejste sig.

- Lad os snakke sammen, når der er faldet lidt ro over det

hele. Hvis du har lyst, vil jeg gerne have, at du kigger ned på

fabrikken ved lejlighed. Jeg har fået nogle nye tekstiler hjem

til kollektionen. I en god kvalitet, men lidt trist i farven. Jeg

vil meget gerne have dine idéer til, hvordan vi kan få noget

smart ud af det. Mille blinkede til Maja, der smilede og følte

sig stolt og varm indeni.

- Tak for te, mor. Jeg går op og indbinder mine nye sko-

lebøger.

- Gør du det, Maja, sagde Agnes og sukkede.

Så sidder jeg her alene igen, tænkte hun, og kastede lange

blikke efter Mille, der lukkede døren ind til Johannes’ kon-

tor. Besynderligt, at deres diskussioner altid skal foregå bag

lukkede døre. Men hvordan skulle hun også kunne bidrage

med noget begavet, når Mille altid tog ordet ud af munden

på hende? Selv om Johannes ikke lod sig mærke med det,

vidste hun, at det altid var Milles ord, han regnede mest

med. Egentlig undrede det hende, at han kunne acceptere, at

Mille, som kvinde, optrådte som en jævnbyrdig partner, når

han altid bagatelliserede det, hun kom med.

Inderst inde syntes hun selv, hun havde en ret god idé

om beklædning. Problemet var Johannes. Han fandt altid

hendes idéer enten for urealistiske, eller for vanskelige at

omsætte. Så nu var hun holdt op med at blande sig.

Agnes kunne mærke en begyndende trykken hen over

øjnene. Hvordan kan det for øvrigt være, at det aldrig rigtig

passer sig for Johannes, at jeg bare engang imellem deltager

i en af hans mange forretningsrejser, nu hvor pigerne er ble-

vet så store? Jeg har vel også brug for lidt adspredelse ind i

mellem. Og Maja, tænkte Agnes, hun slægter Mille på. De to

er pot og pande.

!

14

Nu mærkede hun en stikkende smerte i tindingen og en

let flimren for øjnene. Inden længe havde hovedpinen bredt

sig og var blevet til en uudholdelig, dunkende smerte. Jeg

går op og lægger mig, tænkte hun. Ingen vil alligevel lægge

mærke til det.

Maja lukkede døren til sit værelse og smed sig på sengen.

Hendes værelse var hendes hule, hendes fristed. Fra sengen

kunne hun se over på vinduesnichen, hvor hun havde ind-

rettet sit eget lille syværksted.

En stor fyrretræsplade var monteret i hele vinduesni-

chens bredde. Her stod hendes kæreste ejendel, en gam-

mel Singer, som hun havde fået af Mille i fødselsdagsgave.

Mille havde købt symaskinen ud af en gammel syerskes

dødsbo.

Under bordpladen stod en kæmpestor, flettet kurv. Den

bugnede af forskellige stofrester. Det meste havde hun skaf-

fet gennem sin far, der på systematisk vis fik indsamlet

brugt tøj, fordi krigen havde gjort tekstiler til en mangelvare

i produktionen. Det brugte tøj blev sprættet op, vasket, sor-

teret og sendt til Herning for at blive syet om. Efterfølgende

blev det solgt i forretningerne med god fortjeneste.

Majas lille arbejdsplads var indrammet af en købmands-

disk, der delte værelset i to. I diskens mange små skuffer lå

gamle lynlåse, knapper i alle farver og størrelser, bånd, hæg-

ter, små sjove besætninger og skindstykker, der alt sammen

var klippet af det gamle tøj. Det var her, Maja i de sene af-

tentimer kombinerede og forvandlede de forskellige materi-

aler til nye, smarte kreationer.

På hendes opslagstavle hang udvalgte fotografier af de

nyeste kollektioner. De var klippet ud af de modekataloger,

hendes far gav hende. Den store tegneblok, vandfarverne og

det store krus med farveblyanter havde en mere fremtræ-

dende plads på Majas skrivebord end hendes skolebøger.

!

15

Det her er min verden, tænkte hun, det skal ingen tage

fra mig. Så lukkede hun øjnene og faldt kort efter i søvn.

- Maja, vi spiser om et kvarter, råbte Helene og stak hovedet

indenfor. Majas lillesøster, der stort set misbilligede alt,

hvad hun gjorde, så forarget på hende.

- Ligger du her og sover ved højlys dag? Faster Mille er

kommet.

- Det ved jeg, sagde Maja lidt irriteret og så på uret. Jeg

kommer nu, gå du bare ned.

*

Mens Jens cyklede hjem fra skole, tænkte han på det opråb,

de lige var blevet færdige med. Opråbet skulle sætte gang i

opgøret med ’feltmadrasserne’. Jens havde været tidligt op-

pe i morges for at få fordelt plakaterne til de hjælpere, der

skulle sætte dem op på lygtepælene. De havde arbejdet på

plakaterne til sent ud på natten. Han kunne teksten udenad:

Kammerater!

Har I glemt jeres nationale stolthed? Skal vi passivt se

til, at de tomhjernede, umoralske tøjter, der ikke kan

holde de tyske uniformer på afstand, på det skamme-

ligste håner vores land? Lad os tage feltmadrasserne

under behandling. Rygter siger, at værnemagtens

damebekendtskaber andetsteds er blevet klippet skal-

dede, og at tøjet er taget fra dem. Vi modtager gerne

oplysninger om emner og glæder os til at offentliggøre

dem snarest.

Jens gøs. En opstemt lystfølelse afløste den hævngerrige

moralsk forargelse, som teksten havde fremkaldt i ham.

De tøser skulle have en lærestreg, så de ikke ødelagde

den offentlige moral, tænkte han. De havde talt om det i

!

16

gruppen. De danske mænd og kvinders stolthed og deres

følelse af egenværd var forudsætningen for at mobilisere en

opstand. Der måtte skabes et sammenhold mod den tyske

besættelsesmagt. Man skulle igen kunne være stolt af at væ-

re dansker.

De næste meddelelser der skulle ud, lå gemt i en papkas-

se hjemme under sengen. Han manglede at læse oplægget

igennem en sidste gang, før det kunne duplikeres og udle-

veres som løbesedler på skibsværftet. Løbesedlerne indkald-

te arbejderne til strejkemøde. De ville kræve, at de tyske sa-

botagevagter på værftet skulle fjernes.

Jens så Majas ansigt for sig. Hun så godt ud på sin helt egen

måde. Der var noget elegant over hendes lange, slanke skik-

kelse. At hun var egenrådig og hurtig i replikken, skræmte

ham ikke. Hun er ikke så nem at vinde for sig, som de andre

tøser, tænkte Jens. Måske var det det, der pirrede ham?

Hun tilhørte en anden klasse, javist, men klasseskel var

til for at blive nedbrudt. Jens var i hvert fald sikker på, at de

kunne blive det perfekte par. De supplerede hinanden godt.

Det kedede ham, når han alt for tit blev talt efter munden. I

morgen ville han vise hende de tøser, der gik med tyskerne i

Munke Mose, og han ville fortælle hende om, hvordan de

ville statuere nogle eksempler, så folk fik stoltheden tilbage

og kunne se, hvor forkasteligt det var.

Maja havde glædet sig hele ugen til at gå tur med Jens i

Munke Mose. Hun havde pakket to stykker æblekage, saft,

glas og et tæppe ned i kurven, som hun satte fast på cyklen.

Så begav hun sig let om hjertet mod Munke Mose.

Hun kunne se ham på lang afstand. Det let fregnede an-

sigt med det rødblonde hår og de selvbevidste grønne øjne

var ikke til at tage fejl af. Da han fik øje på hende, løftede

han armen til en hilsen og smilede bredt. Maja vinkede til-

bage og tog kurven af cyklen.

!

17

De stillede cyklerne fra sig ved indgangen til mosen. Jens

rakte hånden frem imod hende.

- Det her har jeg glædet mig til, sagde han med et smil.

Maja smilede tilbage.

- Det har jeg også. Hvor skal vi hen, du sagde, du skulle

vise mig noget?

- Nu ikke så hurtig. Lad os først finde et sted, hvor vi kan

sidde og snakke lidt i solen. Jens tog kurven ud af hånden på

hende.

De gik lidt i tavshed, mens de nød det dejlige sensom-

mervejr. Der var mange ude for at gå tur. I særdeleshed en

masse tyske soldater, der gik arm i arm med deres danske

piger. Jens skulede til dem.

- Sådan nogle enøjede feltmadrasser, hviskede Jens lav-

mælt, det dér er landsforræderi.

- Nå, mindre kan vel gøre det, sagde Maja lidt forskræk-

ket og overrasket over den aggression, der lå i hans stemme.

Jens smilede beroligende tilbage.

- Lad os nu finde et ordentligt sted at sidde, sagde han

blot.

Maja bredte tæppet ud under et stort egetræ og serverede

kurvens indhold. De spiste, nød solen og ikke mindst at væ-

re sammen igen. Først da de sidste solstråler var ved at for-

svinde, kunne Maja ikke længere tøjle sin nysgerrighed.

Hun så undersøgende på Jens.

- Skal vi gå en tur, det er ved at blive køligt. Og var der

ikke noget, du ville vise mig?

Jens trak vejret dybt og tog endelig tilløb til det, han ville

sige.

- Det, jeg vil vise dig, er noget, jeg gerne vil have dig til at

forstå, før det rigtigt går løs. Jeg vil gerne vise dig, hvordan

det hele hænger sammen.

Jens så lidt usikkert på hende, men tog sig så sammen.

!

18

- Den tyske besættelsesmagt vil underkue os som en

række ubemidlede idioter. Tyskerne ser sig selv som herre-

folket og udrydder alt, hvad de mener, der kan true dem og

deres kultur. Står det til tyskerne, er det kun deres tanke-

gods, der skal forme vores fremtid.

Jens trak vejret og fortsatte.

- De tyskerludere, du så før, lader sig desværre købe for

et par strømper eller for at komme ud og spise fint. De svig-

ter det danske fællesskab, og de gør det kun for at tilfreds-

stille deres egne behov. Danmark må rejse sig fra den un-

derkuede, passive tilstand, vi er bragt i. Vi må have den na-

tionale stolthed tilbage. De tøser demoraliserer landet og gør

danske mænd til grin. Du så selv, hvordan tyskerne førte sig

frem med ’vores piger’.

Jens havde talt sig varm, hans øjne gnistrede af vrede, og

hans udtryk blev mere og mere præget af den sprogbrug,

han havde tilegnet sig i DKP’s ungdom.

Maja så på ham. Han havde glemt hende og var helt op-

taget af at fremstille det scenarium, han så for sig. Men det

var jo rigtigt, det han sagde. Sådan havde hun faktisk ikke

set det før. Men det irriterede hende, at han var så belæren-

de, og at han anså de danske piger for at være en national

ejendom.

- Er pigerne da de danske mænds ejendom, spurgte hun

lidt provokerende.

Jens så undrende på hende.

- Hvad mener du?

- Jeg mener, at det selvfølgelig ikke er smart, det pigerne

gør, men der er vel ingen, der ejer andre mennesker. Pigerne

kan da ikke være de danske mænds ejendom. Og hvis de

danske mænd føler sig til grin, fordi de fravælges, så må det

vel være dem selv, der er noget i vejen med.

- Maja, du vil ikke forstå, hvad jeg mener! Det er jo et

spørgsmål om moral. Det var som om, Maja igen kom ind i

Jens’ synsfelt.

!

19

- Er du med i modstandsbevægelsen?

- Nej, svarede han med en let rødmen, forlegen over at

han havde ladet sig rive med af sin egen fortælling. Og hvis

jeg var, ville jeg aldrig fortælle det til nogen udenfor. Han så

meget direkte på Maja som for at prøve at læse hendes tan-

ker.

De sad lidt i tavshed. Selvfølgelig er han med, og selvføl-

gelig er han engageret, tænkte Maja. Det skal han være. Det

ligger til ham. Hun forstod jo også godt, hvad han mente.

Men hun havde en ubehagelig fornemmelse i kroppen, som

hun ikke kunne gøre sig fri af. Den var mørk og truende og

vanskelig at sætte ord på.

- Skal vi ikke gå lidt?

De pakkede hurtigt sammen og rejste sig. Jens tog hendes

hånd. Han var ærgerlig over, at de endnu engang havde talt

forbi hinanden. Han havde været så sikker på, at hun kunne

se nødvendigheden af det, der om ikke så længe ville blive

sat i værk.

Længere fremme på stien gik to tyske soldater tur med

deres danske piger. Fire danske soldater kom gående imod

dem og stoppede op for at sige noget. Man kunne på afstand

se, at diskussionen imellem dem var mere livlig, end godt

var. Pigerne så lidt skræmte ud og holdt krampagtigt fast i

de tyske soldaters jakkeærmer.

- I skal ikke blande jer i, hvem jeg går tur med, forsøgte

den ene af pigerne sig.

- Tyskerluder, kvitterede en af de danske soldater

prompte.

- Feltmadras, supplerede hans kammerat hvæsende og

trådte truende frem imod hende.

De tyske soldater forsøgte at forsvare deres piger ved at

skubbe den nærgående dansker væk. Det lykkedes ham alli-

gevel at få fat i armen på den pige, der havde bedt ham om

at blande sig udenom.

!

20

- Ved du, hvad man gør med sådan nogen som dig,

spurgte han truende, mens han strammede sit greb om pi-

gens arm.

- Av, slip mig din idiot, råbte pigen ind i ansigtet på ham.

Så tog hendes tyske kæreste affære.

- Slip pigen, kommanderede han. Danskeren skulle lige

til at skubbe tyskeren tilbage, da han fik øje på en større flok

bevæbnede, tyske soldater, der med målrettede skridt var på

vej over imod dem.

- I holder jeres liderlige hænder fra de danske piger, for-

manede han i stedet, inden han slap pigen.

- Skrid i en fart. Nu! De er bevæbnede, råbte en af hans

kammerater, mens han pegede hen imod den tyske for-

stærkning, der var ved at nærme sig.

- Dig er vi ikke færdige med, stol på det, sagde han til pi-

gen, idet han vendte sig om og stak af.

Maja stirrede målløs på det optrin, der var foregået lige

for øjnene af hende. Hendes hjerte bankede, og hun var helt

tør i munden. Da de danske soldater var forsvundet, var det

som om, hun vågnede fra en uvirkelig drøm. Hun kunne

stadig fornemme truslen, der hang i luften. Hvad ville der

være sket med pigen, hvis ikke de tyske soldater var kom-

met til undsætning?

Maja vendte sig mod Jens for at dele sit ubehag og sin

angst med ham. Til sin store overraskelse så hun ham stå

med korslagte arme, mens han roligt betragtede de to pigers

chokerede ansigter. Der krusede et lille smil omkring hans

læber. Ordene blev siddende i halsen på hende. Det kunne

ikke være rigtigt. Så kom vreden som et lyn fra en klar

himmel.

- Jeg vil hjem, sagde hun kort og begyndte at gå tilbage

mod indgangen.

Jens forsøgte at tage hendes hånd, men Maja trak den til

sig og vendte sig bort.

!

21

- Du synes måske, det er i orden at give sig hen til fjen-

den? Har du overhovedet nogen idé om, hvad det her vil

sige, råbte Jens vredt og afmagtsfuld.

Maja var helt hvid i ansigtet.

- Det eneste, jeg ved lige nu, er, at det var modbydeligt at

se på. Så du den måde, de truede pigerne på? Maja så på

Jens.

- Og du ser ud som om, du synes, det er i orden. Ja lige-

frem underholdende.

- Vi er en del, ja faktisk de fleste, der kalder det der for

landsforræderi, sagde Jens med indignation i stemmen.

- Det kan godt være, men er du så sikker på, at det til-

kommer dig og dine ’kammerater’ at gøre jer til dommere

over for andre? Det der ligner overgreb, og det har i hvert

fald aldrig været lovligt, at man selv straffer dem, man ikke

bryder sig om. Fy for pokker! Hendes øjne lynede. Hun så,

at Jens var såret. Men hun var ligeglad. Hun kæmpede for

ikke at komme til at græde. Vreden og forargelsen blev til

afmagt. Den trygge verden hun kendte, var pludselig blevet

uforudsigelig og uigennemskuelig.

Uroen og angsten gjorde ondt langt ned i maven. Hun

havde ikke haft fantasi til at forestille sig, at hendes Jens

kunne høre til dem, der ville true andre og sætte kollektive

afstraffelser i gang.

- Du er måske ikke klar over, at vi er i krig og besat af

fjendtlige magter, fortsatte Jens desperat for at få Maja til at

forstå.

Maja så på ham med tårer i øjnene.

- Jeg har brug for at være mig selv lige nu, Jens, og jeg

finder selv hjem, sagde hun uden at give Jens mulighed for

at svare.

Jens stod længe og så efter hende. Vreden voksede sig større

og større i brystet af ham.

!

22

Han havde set sig selv og Maja som to allierede i en fæl-

les kamp mod uretfærdigheden. Han havde beundret hen-

des klarsyn og intelligens og ville have givet sit inderste for

at dele sine tanker om fremtiden med hende.

- Det højrøvede, forkælede overklasseløg. Ingen jordfor-

bindelse har hun, hvæsede han. Så kan det sgu også være

det samme, hun skal fandeme ikke træde på mig, tænkte

han arrigt. Hun skal nok blive klogere!

- Satans!

Maja gik hurtigt til. Hun havde kvalme og følte sig på en

underlig måde svigtet. Hun havde glædet sig til at være

sammen med Jens. Men nu… Maja havde svært ved at få

styr på sine tanker. Lige inden hun kom frem til deres ind-

kørsel, fik hun øje på en plakat, der var hængt op på lygte-

pælen.

Kammerater!

Har I glemt jeres nationale stolthed? Skal vi passivt se

til, at de tomhjernede, umoralske tøjter, der ikke kan

holde de tyske uniformer på afstand, på det skamme-

ligste håner vores land? Lad os tage disse feltmadras-

ser under behandling …

Maja stod længe og stirrede på plakaten. Det var altså der-

for, hun skulle med i Munke Mose. Det var det, hun skulle

forstå. Majas ansigt fortrak sig i afsky. Det eneste, hun havde

brug for nu, var at være alene.

- Jeg er hjemme, råbte Maja og gik direkte op på sit værelse.

Hvem pokker tror han egentlig selv, han er, tænkte hun, da

hun lukkede døren bag sig. Hvad giver ham og hans venner

ret til at dømme og ydmyge de piger med vold? Selvfølgelig

var det forkert, at de indlod sig så åbenlyst med tyskerne,

når andre ude i verden satte livet på spil for at bekæmpe

!

23

dem. Men egentlig forstod hun godt hvorfor. De fleste ty-

skere optrådte både høfligt og korrekt. De var attraktive i

deres uniformer og langt mere belevne og opmærksomme

end de fleste danske bonderøve. Men det var jo ikke noget,

man kunne tillade sig at sige højt.

Hvis det var sandt, at det var landsforræderi, hvad var

det så, når en del andre tjente fedt på at handle med tysker-

ne? Maja kom til at tænke på sin far. Og sin farfar, der var

tysk. Godt at han ikke havde nået at opleve det her. Egentlig

havde hun ikke lyst til at tænke på det, det hele måtte vel

slutte en dag. Men inde i hovedet kunne hun høre Jens’ an-

klagende stemme:

- Har du overhovedet forholdt dig til, at Danmark er i

krig, Maja?

Den efterfølgende uge sneglede sig af sted. Der var en un-

derlig stemning alle steder. Oplevelsen sammen med Jens i

Munke Mose blev ved med at dukke op i Majas tanker. I

skolen undgik de hinanden. Når deres øjne mødtes tilfæl-

digt, trak de begge blikket til sig. Der var sket noget uopret-

teligt mellem dem. Hun var stadig tiltrukket af hans direkte

og lidt gadedrengeagtige måde at være på, men hun havde

set en side af Jens, som hun ikke kunne rumme.

Det var en underlig fornemmelse, for Jens havde uden at

vide det, gjort hende mere klar over, hvem hun selv var.

Hun var blevet klar over, hvor meget hun afskyede paroler-

ne og den unuancerede idealisme. Men han havde også ef-

terladt sig noget andet. Han havde sået en tvivl, der havde

slået revner i hendes selvopfattelse.

Jens brændte i ord og handlinger for fællesskabet og det,

han så som retfærdighed. Men hvad gjorde hun selv? Han

gav hende dårlig samvittighed, for hun vidste, at der skulle

meget til, før hun ville tilsidesætte de personlige mål, hun

havde sat sig.

!

24

I slutningen af ugen kom han alligevel slentrende gen-

nem skolegården. Han standsede ud foran hende og spurg-

te, som om intet var hændt, om hun havde lyst til at gå i bi-

ografen. Maja så hans sårbarhed, men valgte alligevel at si-

ge, at hun lige nu havde for travlt med at hjælpe til på fa-

brikken. Han vidste, det var løgn, det kunne hun se i hans

øjne. Han trak på skuldrene, men sagde ingenting.

*

Maja havde aftalt med Mille, at de skulle mødes på fabrik-

ken efter skoletid. Nu var hun endelig på vej. Gaden var

fyldt med mennesker. Lige inden hun nåede fabrikken, stød-

te hun ind i et større opløb. Maja stod af cyklen og holdt sig

instinktivt på afstand af den vrede og aggressive menne-

skemængde. Stemningen var ubehagelig.

En gruppe danske soldater dannede en kæde, der fyldte

hele fortovet. Da de passerede en gruppe tyske soldater,

skubbede de til dem med skuldrene, så de blev tvunget til at

træde ud på kørebanen.

- Tyskersvin, var der én, der råbte.

Hvordan tør de dog, tænkte Maja.

En lang hale af unge mænd dannede trop bag de danske

soldater. De fik pludselig mod til at supplere med yderligere

tilråb:

- Skrid hjem til Tyskland!

- Danmark for danskere!

Maja havde hørt, at der havde været sabotage på skibs-

værftet, mens hun havde været på sommerferie i Gilleleje.

Hun havde også hørt om flere åbne konflikter med tyskerne

på gaden. Men hun havde oplevet det lige så uvirkeligt, som

når hun hørte om krigshandlingerne rundt omkring i Euro-

pa. Lige nu fornemmede hun den truende stemning som et

fysisk pres i brystet. Hun trak forsigtigt sin cykel i en stor

bue uden om optrinnet og fortsatte ned til fabrikken. Hun

!

25

slappede først af, da hun kunne lukke fabrikkens store port

bag sig.

- Jamen er det ikke frøken Maja, sagde fru Nielsen i recepti-

onen og smilede stort.

Fru Nielsen havde kendt og arbejdet for familien Nie-

mann, så længe Maja kunne huske. Da hun var yngre, havde

hun altid vidst, at Fru Nielsen gemte bolsjer i øverste, højre

skuffe i sit skrivebord. Fru Nielsen havde gjort det til deres

lille hemmelighed. Deres indbyrdes fortrolighed var stadig

noget særligt. Maja smilede ved tanken.

- Jeg skal bare snakke med faster, tror De, hun har tid?

- Så vidt jeg ved, sidder hun på sit kontor, så gå du bare

derop, svarede fru Nielsen.

Maja tog trappen i få spring og bankede på Milles dør.

- Kom ind, råbte Mille.

- Åh er det dig Maja, tiden går så hurtigt, jeg havde næ-

sten glemt, at du skulle komme. Kom ind, og sæt dig ned.

Har du lyst til lidt rester? Vi har lige haft møde.

Maja nikkede og satte tænderne i et stykke højtbelagt

smørrebrød. Imens lagde Mille sine papirer til side. Hun ser

træt ud, tænkte Maja.

- Fik du og far så løst det med syerskerne forleden?

- Det er desværre ikke helt så enkelt, Maja. Syerskerne er

dygtige, de passer deres arbejde upåklageligt, og de er af-

hængige af deres løn. Den ene af dem, Karen Sørensen, er

tilmed alene med en lille pige. I første omgang prøver vi at

tale os til rette med både fagbevægelsen og syerskerne. Men

for at være ærlig, så tror jeg ikke, det vil løse problemet. Mil-

le tav og fik et bekymret udtryk i ansigtet.

- Jeg synes, det er uhyggeligt det hele. Der er en mærkelig

stemning alle steder, sagde Maja.

- Ja, jeg kan heller ikke lide det. Men jeg forstår godt folks

reaktion. Når pigerne så åbenlyst tilbeder de tyske soldater,

rører det ved deres stolthed og nationalfølelse. Omvendt har

!

26

den politik, der har været ført i dette land, ikke været særlig

klar i mælet. Måske har vi alle sammen været for bekvem-

melige? Det får mig i hvert fald til at tænke, at tiden er inde

til, at vi hver især begynder at forholde os aktivt og kritisk

til det, der foregår omkring os!

Mille så eftertænksomt ud af vinduet, men vendte sig så

pludselig energisk om, som ville hun ryste alle bekymrin-

gerne af sig.

- Nå Maja, det var ikke det, vi skulle snakke om i dag. Nu

skal jeg vise dig, hvad vi har gang i. Jeg vil gerne høre din

mening om mine ideer.

Samtalen var forbi. Maja ville godt have spurgt Mille om,

hvad hun mente med at være aktiv og kritisk over for det,

der foregik. Hun plejede at være god at snakke med. Måske

havde hun selv været for hurtig og uretfærdig over for Jens?

Men tidspunktet var forpasset, så hun vendte i stedet sine

tanker mod det, hun havde glædet sig til i over en uge nu.

De fulgtes ad ned til lageret. Mille viste Maja de store rul-

ler af mørkegråt tweed, de havde skaffet hjem. Stoffet var

godt, men lidt trist i farven.

- Det er jo i virkeligheden til habitter, sagde Mille, men

jeg tror, vi får mere ud af at sy noget dametøj, måske nogle

spadseredragter. Problemet er, at stoffet ikke ligefrem

sprudler, det skal piftes op på en eller anden måde. Jeg kun-

ne godt tænke mig, at du fik lov at lege lidt med det. Måske

lave en prototype, om du vil?

Mille så spørgende på Maja, der lyste op i et stort smil.

- Det tager jeg som et ja, sagde Mille smilende.

- Hvis det bliver godt, kan vi måske bruge det i efterårs-

kollektionen. Hvis ikke, kan du tage det som en øvelse. Jeg

har klippet noget stof af til dig. Det ligger fremme på det

store bord i klippestuen. Her kan du også lede efter stofre-

ster, knapper eller andet pynt. Du kan også se, om du kan

finde noget ude i byen.

!

27

- Du får et lille beløb at købe for. Du skal bare sørge for at

få kvittering med tilbage. Jeg er desværre nødt til at gå nu,

Maja. Du finder selv ud ikke?

Mille gav Maja et knus, før hun gik.

Maja gik op i klippestuen og fandt tweeden. Det rumme-

lige lokale var indrettet med tre store klippeborde, flere gi-

ner og store kurve fyldt med linealer, målebånd, kridt,

skræddersakse og andre redskaber. Langs væggene var lan-

ge reoler pakket med de stofruller, der for tiden blev arbej-

det med.

I den anden ende af lokalet stod tre af de nyeste og mest

moderne symaskiner. Maja lod hænderne løbe hen over en

af dem. Det måtte være en drøm at eje sådan en, tænkte hun.

Langs væggen stod der kasser med forskelligt tilbehør. Alt

sammen noget, der kunne bruges til at skabe kontraster og

effekter, når en ny model blev til.

Det er her i dette rum, de skaber kollektionen, tænkte

Maja nærmest ærbødigt. Hun foldede det grå stof ud på et af

de store klippeborde og gik på jagt i kasserne efter materia-

ler, der kunne inspirere. Så draperede hun, på sin selvlærte

facon, stoffet på ginen og gav sig til at kombinere og afprøve

stofrester, skind og knapper i forskellige farver. Inden længe

havde hun glemt tid og sted.

Alle de bekymrende tanker blev langsomt fortrængt af

den skabende proces, hun elskede at lade sig rive med af.

Hun gav sig hen, og lod idéerne formes af en indre, intuitiv

kraft. Efter en times intenst arbejde følte hun, at alle hendes

spontane idéer havde taget en mere fast form.

Maja brugte hele søndagen og lidt af mandag aften til at

tegne flere forskellige modelforslag. Hun havde fået lov til

at låne en professionel gine med hjem fra fabrikken sammen

med en række forskellige mønstre. Det gjorde det nemmere

at eksperimentere. Først ville hun sy dragten i noget gam-

melt stof. Det gav hende frihed til at afprøve sine idéer og

!

28

lave fejl. Hun befandt sig i den verden, hun elskede aller-

mest.

!

29

2

Tyskertøser og feltmadrasser

Maja vågnede med et sæt. At dømme efter lyset var klokken

mange. Så kom hun i tanke om, at det var søndag, og putte-

de sig igen ned under den varme dyne. Hun havde sovet

dårligt og kæmpet sig igennem en nat, hvor hun havde

drømt den samme drøm igen og igen.

Den begyndte med, at hun gik en tur i Munke Mose. Hun

var kommet forbi en gruppe af unge mænd, der stod i en

rundkreds. Inde i midten af rundkredsen stod en nøgen pige

og græd. De unge mænd skubbede hende frem og tilbage og

gramsede på hende, hver gang hun faldt ind i deres favn.

Maja ville flygte derfra, men pludselig var der én, der

greb fat i hendes arm og holdt hende fast. Det var Jens. Han

grinede og tvang hende til at være med i legen. Hun råbte

på hjælp, og i næste øjeblik var de omringet af en gruppe

tyske soldater. Jens spyttede den nærmeste tysker i ansigtet

og bad ham om at fjerne sig. Tyskeren trak sin pistol og sig-

tede på Jens. Jens slog pistolen væk og begyndte at løbe. De

løb alle i forskellige retninger. Tyskeren skød. Hun så, hvor-

dan Jens faldt omkuld med en blodig plamage på ryggen. Så

begyndte hun selv at løbe, men lige meget hvor stærkt hun

løb, kom hun ikke ud af stedet. Hun var fanget og stod alene

over for tyskerne og deres pistoler. Så vågnede hun.

Maja forsøgte at ryste drømmen af sig. Efter den aften

med Jens i Munke Mose var det, som om alting havde for-

andret sig. Hun havde lagt mærke til en masse små ting,

som hun ikke havde set før. Hun så pludselig det mistroiske

og vagtsomme i folks øjne. De spontane smil var vanskelige

at få øje på. Stemningen i byen var tung og ubehagelig.

Nærmest som en øm og betændt byld, hvis dunkende smer-

te først kunne forløses, når materien kom ud. Selv Mille var

!

30

urolig og bange for, at urolighederne ville udvikle sig til no-

get, der kom ud af kontrol.

Maja sukkede og lod øjnene løbe rundt i værelset. Så fik

hun pludselig øje på bunkerne af stofrester, der lå på ar-

bejdsbordet. Modellen, tænkte hun og fik pludselig lyst til at

stå op. Efter en hurtig etagevask klædte hun sig på og løb

ned ad trappen.

Morgenmaden var endnu ikke ryddet af bordet, men alle

var tilsyneladende færdige med at spise. Pludselig kunne

Maja høre Milles stemme. Hvorfor var hun her igen? Og så

på en søndag formiddag? Stemmerne kom fra hendes fars

kontor. Både han og Mille talte højere, end de plejede.

Maja listede sig hen til døren for at høre, hvad de talte

om.

- Det ser ud til, at vi ikke slipper, Johannes. De bliver ved

med at demonstrere uden for fabrikken, fordi vi ikke har

fyret de to syersker. Jeg har hørt, at demonstrationen blev

opløst så hurtigt i går, fordi de indkaldte til møde nede på

værftet. Men pigerne tør snart ikke cykle alene hjem om af-

tenen mere, der bliver råbt ludere efter dem på gaden.

- Så må vi vel snakke med fagforeningsbossen igen. Hvis

ikke vi får styr på det her, er vi snart nødt til at skille os af

med dem, Mille. De skaber for meget uro. I sidste ende går

det ud over produktionen, sagde Johannes.

- Vi har et problem, Johannes, fastholdt Mille, og så be-

stemt på ham. Jeg synes, vi har et ansvar over for de piger.

Og med hensyn til produktionen så kan vi slet ikke undvære

to rutinerede syersker på nuværende tidspunkt.

Milles stemme steg en anelse i tonelejet, da hun fortsatte.

- Og så er der noget uretfærdigt i det hele, synes du ikke?

De er ikke de eneste, der har haft med tyskerne at gøre. Vi

skal jo alle samarbejde, som du plejer at sige, sagde Mille

sarkastisk.

Maja opfattede, at den dårlige stemning imellem dem var

alvorlig. Hun så nysgerrigt ind gennem den lille sprække i

!

31

døren. Hun kunne kun se sin far, Mille var skjult af døren.

Hendes far var rød i hovedet af undertrykt vrede.

- Måske skulle vi finde en anden tone, svarede Johannes

med en dirrende stemme.

Men Mille var ikke til at stoppe.

- Vi kan selvfølgelig også lukke øjnene, fyre pigerne og

slutte os til hoben af mennesker, der mener det rigtige på det

rigtige tidspunkt.

Mille havde rejst sig og var kommet ind i Majas synsfelt.

Rødmen bredte sig fra hendes halsudskæring op ad halsen

for til sidst at folde sig ud som to røde blomster på hendes

kinder.

- Men sig mig lige, om det er rimeligt at gøre syerskerne

til prygelknaber i denne sag? Især når man tænker på, at alle

de tåbelige beslutninger, der ikke alene har ført til det her

problem, men også til denne her krig, dybest set er taget af

gamle, forstokkede mænd.

Mille blev mere og mere vred.

Johannes kendte sin søster godt nok til at vide, at når hun

først var i det humør, var hun ikke til at stoppe.

- Vi skal naturligvis finde en fornuftig løsning på det her,

sagde Johannes i et forsonende toneleje. Men i nuværende

situation skal der vel ikke provokeres, hverken den ene eller

den anden vej, vel?

Han har noget i klemme, tænkte Maja, og Mille har noget

på ham.

- Der er en anden ting, som du ikke ved, men som nok

ikke vil gøre situationen lettere, fortsatte Johannes træt.

Mille så overrasket på Johannes.

- I går aftes var der en smed i Svendborg, der blev stuk-

ket ned af en tysk soldat. Der går rygter om, at han bare ville

forsvare en anden, der var ved at blive gennemtævet af nog-

le tyskere. Efter sigende var tyskerne gået helt amok. Hvem

der har provokeret hvem, skal jeg ikke kunne sige. Men mø-

det på værftet i går handlede om, hvilke modforanstaltnin-

!

32

ger man skulle træffe i fagforeningen. Hele byen koger, og

der tales om generalstrejke. Så vidt jeg er orienteret, er der

ved at blive delt løbesedler ud, og vi må nok se i øjnene, at

der blive ballade og formentlig også strejke i hele byen.

- Og så en anden ting, fortsatte Johannes, og slog op i et

eksemplar af Trods alt, der lå på hans skrivebord. Da han

havde fundet den artikel, han ledte efter, skubbede han bla-

det over til Mille.

Mille skimmede artiklen og fandt hurtigt det, som Johan-

nes måtte have hentydet til. En længere liste

over tyskerludere og feltmadrasser. Hun så, at de to syerskers

navne, Karen Sørensen og Nellie Rasmussen, stod på listen.

Artiklen beskrev i opstemte vendinger, hvordan man andre

steder havde afstraffet en så landsforræderisk virksomhed:

- Frisuren blev bragt i overensstemmelse med den i øjeblikket

herskende mode for feltmadrasser, læste Mille højt.

Mille så længe på Johannes og sagde så endelig:

- Ja, så tror jeg, det bliver endnu mere nødvendig at få

fundet en hurtig løsning på problemet. Karen kan ikke stå

alene uden arbejde med den lille pige. Men jeg har gået og

tænkt over det…

Døren fra køkkenet blev åbnet, og Ruth trådte ind i spise-

stuen for at rydde af efter morgenmaden. Maja skyndte sig

væk fra døren og gik ind i spisestuen

- Åh frøken Maja, har De spist?

- Ikke endnu, jeg kom til at sove over mig.

- Jeg laver en bakke til Dem.

- Tusind tak, Ruth. Ved De, hvor mor er?

- Hun holder sig i sengen i dag. Med hovedpine, De ved!

Maja nikkede. Hun ærgrede sig over, at hun ikke fik det

sidste af samtalen med. I stedet gik hun med Ruth ud i køk-

kenet for at hente sin bakke med morgenmad.

Maja satte sig ved spisebordet og så Milles ophidsede og

bekymrede ansigt for sig. Hvad var det, Mille havde ankla-

!

33

get hendes far for? At han handlede med tyskerne? Var det

moralsk forkert? Mille havde antydet noget i den retning.

Men farfar var jo tysk. Det var hans virksomhed, de videre-

førte. Og regeringen bad jo om, at befolkningen samarbej-

dede. Maja begyndte at forstå, at der var et opgør på vej. Ik-

ke kun på gaden, men også her i familien.

En tanke blev ved med at vende tilbage. Var man lands-

forræder, hvis man kom til at forelske sig i en tysker? Maja

tænkte tilbage på den oplevelse, hun havde haft, umiddel-

bart inden hun tog på sommerferie i Gilleleje.

Hun havde ledsaget sin far til en middag i Handels-

standsforeningen, fordi hendes mor igen havde været syg

med migræne. I indbydelsen stod der Middag med ledsager.

Johannes var næstformand i foreningen, så han var mildest

talt utilfreds med, at Agnes igen meldte fra. For ham var det

absolut upassende at komme uden ledsager. Maja havde

tilbudt at tage med, mest af alt for at få lidt adspredelse og

for at bruge den kjole, hun havde syet til afslutningsfesten

før sommerferien. Til hendes store overraskelse havde hen-

des far taget imod tilbuddet.

Johannes havde forklaret hende, at det var vigtigt for by-

ens forretningsliv og trivsel, at de havde et godt forhold til

tyskerne. Derfor var tre af de mest indflydelsesrige, tyske

officerer inviteret med til middagen.

- Så strækker de sig længere og er mere velvillige over for

byens borgere, havde hendes far sagt og fortsatte:

- Grunden til, at forholdet til den tyske værnemagt er

blevet mere anspændt på det seneste, er, at flere og flere i

det små obstruerer den danske samarbejdspolitik. Det rea-

gerer tyskerne på. Så det er af fælles interesse for byens for-

retningsfolk, at de ikke bliver udsat for flere restriktioner og

beslaglæggelser fra tysk side.

Helene var blevet sur og jaloux, da hun opdagede, at det

var Maja, der skulle deltage i middagen. Helene plejede at

være midtpunktet i enhver forsamling. Hun lignede deres

!

34

mor, når hun rullede sig ud i et selskab. De så fantastisk

godt ud begge to, og de var begge i stand til at charmere

hvem som helst. Men herefter hørte ligheden også op.

For deres mor var det, som om luften gik ud af ballonen,

når hun kom hjem. Det var, som om hun var to forskellige

personer. Hjemme var hun tilskuer til næsten alt, hvad der

foregik. Hun lyttede gerne, men hun havde sjældent noget

at fortælle selv. Hun tålte ikke skænderier og uro, tog alting

for bogstaveligt og var alt for nem at såre. Maja havde tit

dårlig samvittighed, når hun havde sagt noget uden at tæn-

ke sig om.

Det var anderledes med Helene. Hun kunne snøre deres

far om sin lillefinger og var vant til at få sin vilje. I skolen

holdt hun hof. Alle var venner med Helene. At blive forbi-

gået var værre end noget andet, Helene i sin vildeste fantasi

kunne forestille sig.

Den dag havde hun, uden at spørge om lov, sat sig på

sengen i Majas værelse, mens hun klædte sig om. Hun hav-

de tavs og surmulende set til, mens Maja fandt en lille læbe-

stift frem fra sin skuffe. Læbestiften havde hun fået af deres

mor, fordi den var knækket. Maja havde nydt at se Helenes

misundelige ansigtsudtryk, mens hun langsomt og omhyg-

geligt havde malet sine læber med en lille pensel. Til sidst

havde hun stukket sine bare ben i et par sandaler og havde

efterladt den for en gangs skyld måbende Helene i værelset

for at gå ned til sin far.

Maja smilede ved tanken. Hun huskede den måde, de var

blevet modtaget på, da de ankom til middagsselskabet. For-

nemmelsen da den klassiske musik kom dem i møde, de

mange festklædte mennesker og hendes fars stolte smil, da

han præsenterede sin datter for sin gode ven, byens førende

restauratør, Søren Larsen. De fleste kendte godt Maja og

havde på afstand set hende vokse op.

Efter den indledende præsentationsrunde bad Johannes

Maja om at vente i baren, indtil de skulle gå til bords. Maja

!

35

satte sig godt tilrette og havde god tid til at betragte sceneri-

et omkring sig.

I den anden ende af baren stod de tre tyske officerer i

uniform sammen med et par af byens spidser. Den ene offi-

cer havde åbenlyst påtaget sig den underholdende rolle.

Han fortalte og gestikulerede ivrigt til sit overvejende smi-

lende og lyttende publikum. Den yngste af officererne så

mere alvorlig ud. Han nikkede lidt fraværende på de rigtige

tidspunkter, mens hans øjne søgte ud i den store forsamling.

Maja havde studeret ham indgående. Han var lyshåret,

høj og veltrænet. Uniformen sad perfekt på ham. Hans an-

sigt var åbent og nysgerrigt, øjnene var direkte og bevidste.

Maja lod blikket glide videre ned til hans hænder. Hun hav-

de hørt, at en mands hænder afslørede, hvem han var. Offi-

cerens hænder var smalle, fingrene lange og håndleddene

spinkle. Der var noget aristokratisk over ham.

Det var, som om han havde mærket hendes blik, for

pludselig så han direkte på hende. Han havde fastholdt

hendes blik så længe, at hun var blevet forlegen. Så havde

han diskret løftet sit glas og smilet. Maja mærkede nu, som

dengang, et sug i maven.

Hun havde rødmende løftet sit glas en smule, drukket og

sænket blikket. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre af sig

selv, så hun havde meget intenst indledt en samtale med

bagermester Olsens kone vel vidende, at han hele tiden så

på hende. Da hun kortvarigt mødte hans blik igen, mærkede

hun, hvordan varmen steg op i hendes ansigt. Hun havde

været nødt til at gå på toilettet for at samle sig. De følelser,

han satte i gang, og ikke mindst de kropslige reaktioner, der

fulgte med, bragte hende helt ud af fatning. Hun havde for-

søgt at kalde sig selv til fornuft: - En tysk officer. Er du vir-

kelig så nem? Bare fordi manden viser dig lidt interesse!

Hvad pokker tænker du på Maja? Men så havde hun set

hans øjne og det lidt drillende smil for sig og havde igen følt

suget i maven. I den mellemliggende tid havde hun bevidst

!

36

undgået at se i hans retning. Det var hendes far, der blev

hendes redning.

- Nå, der er du, Maja, vi går til bords nu, sagde Johannes

og tog hende under armen.

Under middagen havde hun alligevel stjålet sig til at se,

hvem han havde fået til bords. Med et gran af misundelse

konstaterede hun, at det var en moden og livligt snakkende

dame i pelsstola, som var åbenlyst tilfreds med den bord-

herre, hun havde fået tildelt.

Efter middagen blev kaffen serveret stående ved små, hø-

je borde i de tilstødende pavilloner. Med Maja under armen

styrede Johannes målrettet hen til det bord, hvor en af de

tyske officerer havde stillet sig. Det lå i luften, at der var no-

get, de skulle tale om, så Maja havde hengivet sig til kaffen

og sine egen tanker.

Så pludselig var han der igen. På vej hen over gulvet

sammen med den anden tysker. Majas hjerte slog et ekstra

slag. Johannes’ tyske kontakt så op.

- Lad mig præsentere Dem for…Åh ja, hr. Niemann, Er-

hardt Schmidt kender De jo, men oberstløjtnant Hermann

Ahlenfelt tror jeg ikke, De kender. Han er netop tiltrådt som

korpslæge, men har også ansvar for logistikken og skal for-

søge at skaffe de forsyninger, som vores tropper og nødho-

spitaler har brug for.

- Og her er det jo så, at Deres uldtæpper kommer ind i

billedet, hr. Niemann, tilføjede han.

- Og må jeg præsentere hr. Fabrikant Johannes Niemann,

som vi har et glimrende samarbejde med. Som oberstløjt-

nanten måske kan høre på efternavnet, har familien tyske

aner. Det formindsker unægteligt de kulturelle og sproglige

barrierer, vi ellers må slås med.

- Ja min far, der desværre er gået bort, var tysk og tog til

Danmark for at gifte sig med sin danske kærlighed. Derfor

taler vi i familien både tysk og dansk uden at føle nogen

nævneværdig forskel. Min far stiftede den virksomhed, som

!

37

jeg og min søster viderefører i dag, supplerede Johannes

smilende. Han gav oberstløjtnanten hånden og præsentere-

de Maja, som sin ældste datter.

Hermann Ahlenfelt tog Majas hånd og kyssede den let.

Han fastholdt øjenkontakten. Igen disse smilende og lidt

drillende øjne. Maja følte, at han så lige igennem hende.

- En fornøjelse, sagde han kort, bukkede let og slap hen-

des hånd.

Johannes vendte sig interesseret mod Hermann Ahlenfelt

og var snart involveret i en samtale om mulige leverancer.

- Har du smagt de vidunderlige kager, søde Maja? Kom

med her, så skal jeg vise dig kagebordet. Fru bagermester

Olsen tog Maja let ved albuen og førte hende ind i det tilstø-

dende rum.

- Det kan godt være lidt kedeligt med al den forretnings-

snak ikke, sagde hun med en forstående mine. I hendes øjne

var Maja stadig den lille pige, der havde købt slik i hendes

forretning. Maja fulgte lettet med ind til de andre damer.

Efter en halv times tid dukkede hendes far op igen.

- Nå Maja, vi skal til at sige tak for en dejlig aften. Johan-

nes nikkede til damerne.

- Der er jo endnu en dag i morgen.

Maja sagde farvel og gik ud til garderoben for at hente

overtøjet. Hun hjalp sin far i frakken og skulle til at tage sin

egen på. Pludselig blev frakken taget ud af hænderne på

hende.

- Må jeg?

Hermann Ahlenfelt stod lige bag hende og holdt hendes

frakke.

Maja nøjedes med at nikke. Han løftede frakken op om-

kring hendes nakke og lod hænderne hvile der et par se-

kunder for længe. Varmen fra hans hænder forplantede sig

ned langs Majas rygrad, mens rødmen langsomt bredte sig

på hendes kinder.

!

38

Så pludselig var det hele forbi. Han gav Johannes hånden

og takkede for den gode snak og den dejlige aften, bukkede

og sagde farvel.

Maja tænkte på, at hun i lang tid efter havde kunnet

mærke det sted, hvor hans hænder havde hvilet i nakken.

Det var første gang, hun for alvor havde følt sig som en

kvinde.

Maja slog mødet med Hermann ud af hovedet og lod tan-

kerne vendte tilbage til de sidste dages oplevelser og til sam-

talen mellem Mille og hendes far.

Tanken om at blive stemplet som tyskertøs og de konse-

kvenser, det kunne medføre, gjorde hende rædselsslagen.

*

Mille havde fattet sig. Hun satte sig ned på stolen overfor

Johannes og sagde roligt:

- Jeg har tænkt på, om vi måske kan sende dem et andet

sted hen. Et sted hvor de kan sy for os, og hvor det samtidig

er muligt at få passet Karens lille pige. Måske kan vi oprette

en lille filial et sted, hvor ingen kender dem.

Mille så spørgende på Johannes.

- Jeg har en stærk fornemmelse af, at det haster, fortsatte

hun bestemt, da Johannes ikke umiddelbart reagerede.

- Jeg tænker lidt på Niels, svarede Johannes. Hans gård er

stor nok. Vi kunne måske indrette en lille systue i hans

stadsstue, den lukker han jo alligevel for at spare på varmen.

Han kunne sikkert også bruge lidt huslejetilskud.

Mille smilede. Det var præcis det, hun selv havde haft i

tankerne.

- Det er da en god idé, sagde Mille, så får vi også løst

problemet med den lille pige. Hun kan måske gå lidt rundt

sammen med Gudrun, hun er jo ked af, at de ingen børn har

fået.

!

39

Johannes tav og så eftertænksom ud. At flytte pigerne til

Herning hos broderen og svigerinden var ingen dårlig idé.

- Han har vel også plads nok til at indkvartere syersker-

ne. Gårdens børnekamre står jo tomme. Det kan nok gå an,

indtil det værste er drevet over, sagde han og så spørgende

på Mille.

- Altså, hvis jeg havde spurgt vores syersker for to uger

siden, tror jeg, de var stået helt af på at komme så langt væk

hjemmefra. Men lige nu tror jeg faktisk, at de er skræmt fra

vid og sans. Jeg synes, du skal gå videre med det, sagde Mil-

le med overbevisning i stemmen.

- Jeg spørger Niels, sagde Johannes, og ikke kun for syer-

skernes skyld, må jeg indrømme, vi skal simpelthen have

lavet den kollektion færdig.

Johannes tog resolut telefonen og ringede op.

- Goddag Niels, hvordan går det, indledte Johannes.

Mille gik ud i køkkenet for at hente en kop te og vendte der-

efter tilbage til Johannes’ kontor.

- Han er interesseret, og vi blev enige om huslejen. Gud-

run siger, at hun vil være glad for at få lidt liv i huset, sagde

Johannes opstemt.

- Jeg tror, det er en god løsning, gentog Mille.

- Jamen så mangler vi bare at snakke med syerskerne i

morgen tidlig. Vil du tage dig af det? Når du giver grønt lys,

så sætter vi i gang. Johannes rejste sig med et lettet smil om

munden.

Mille nikkede.

- Jeg giver dig besked i morgen.

Johannes kiggede på uret og rejste sig.

*

Klokken var kvart over to. Luften var underligt tung og

varm. Gad vide, om det bliver tordenvejr, tænkte Maja. Det

!

40

havde været en underlig dag i skolen. Jens havde ikke alene

undgået hende, han havde også helt bevidst overset hende

og vendt ryggen til hende. Ellen, hendes bedste veninde,

havde svaret med enstavelsesord og samtidig flirtet provo-

kerende åbent med Jens. Selvom det var hende selv, der

havde afvist Jens, fremkaldte det alligevel en nagende følel-

se af jalousi. Der var noget fordækt og uærligt over det hele.

Maja fik blanke øjne, når hun tænkte på det. Ikke på grund

af Jens, men fordi hun følte sig ydmyget og bagtalt.

Da hun cyklede forbi fabrikken, så hun, at en større

gruppe mennesker havde forsamlet sig ved indgangen. Hun

fortsatte i en stor bue uden om mængden og cyklede med

bankende hjerte hjemad uden at se sig tilbage.

Maja smed sin skoletaske i entréen og gik ind i stuen,

hvor hun vidste, at hendes mor ventede med te. Efter mødet

med den larmende menneskemængde ved fabrikken var det

som at træde ind i en lyddæmpet tidslomme.

- Åh mor, sådan en kop te er lige, hvad jeg trænger til!

Agnes smilede glad og hældte teen op. Da telefonen rin-

gede, rejste hun sig igen og var kort tid efter tilbage.

- Far kommer senere hjem i aften, der er igen problemer

med de unge bøller nede ved fabrikken, sagde hun.

- Jeg så det godt, da jeg kørte forbi, hvad sker der?

- De demonstrerer stadig mod de syersker, der går ud

med tyskerne. Nu nægter de bare at forlade fabrikkens om-

råde, før de er fyret. Agnes sukkede.

De sad lidt i tavshed. Så rejste Maja sig. Hun havde plud-

selig svært ved at rumme tavsheden, passiviteten og den

depressive stemning i rummet.

- Jeg tror, jeg går op og arbejder lidt på mit modelforslag.

Agnes nikkede.

Maja satte sig ved sit skrivebord og begyndte at tegne

forskellige typer af kraver og ærmer til sin grundmodel.

Derefter afprøvede hun de nye detaljer på ginen og trådte et

par skridt tilbage. Der manglede stadig et eller andet, men

!

41

hvad? Det må blive i morgen, tænkte hun og gav sig i stedet

til at lave sine matematikopgaver.

*

- Tøjter!

- Feltmadrasser!

- Fyr luderne nu!

- Landsforrædere!

De højrøstede og aggressive stemmer stod i en underlig kon-

trast til den lune og ellers så fredelige fyraftenstime foran

fabrikken. En sten fløj gennem luften og smadrede en lille

rude i portvagtens skur. Et par af demonstranterne begyndte

at rykke i den låste smedejernsport. Kun få personer opholdt

sig stadig bag fabrikkens vinduer, for de fleste ansatte var

gået hjem.

Nielsen, der var portvagt og altmuligmand i firmaet,

havde låst den store port, da forsamlingen udenfor begyndte

at opføre sig mere og mere truende.

- Hvad fanden har du gang i, råbte en af de unge demon-

stranter, henvendt til Nielsen, beskytter du de tyskerliderli-

ge fascister derinde?

Nielsen kiggede uroligt ud over forsamlingen. At dømme

efter den måde protestskiltene bevægede sig på, var det hele

ved at komme ud af kontrol. Han noterede sig, at nogle af

deltagerne var berusede og fik øje på en kø, der var opstået

midt i forsamlingen. Herfra var det ikke svært at lokalisere

lastbilen bagerst i optoget som udskænkningssted.

Endnu en sten blev kastet og ramte med et larmende

smæld affaldsspandene til højre for indgangen. Nielsen følte

sig splittet. Mange af kammeraterne stod udenfor i mæng-

den. Han vidste, det var formålsløst at tale til forsamlingen

uden at blive stemplet selv. Men han vidste også, at det

kunne koste ham jobbet og få uforudsigelige følger, hvis han

lukkede de ophidsede og halvberusede unge knægte ind på

!

42

fabrikkens område. Han måtte improvisere og trække tiden

ud og så prøve at sikre, at han ikke selv kom i klemme.

- Jeg går op til direktøren og siger, at han skal komme

ned og snakke med jer. Nielsen fik øjenkontakt med en af

dem, der stod forrest i mængden.

- Er Per Smed her i dag?

- Kald lige på Per Smed, var der én, der råbte.

En stor, rødhåret fyr nærmede sig porten.

- Du ville snakke med mig?

- Jeg går ud fra, at I har noget, I vil sige til direktøren, så

jeg tænkte, at jeg ville gå op efter ham. Er der noget, du vil

have, jeg skal sige til ham?

Per Smed lod øjnene glide op og ned ad den nervøse

portvagt og afleverede så en spytklat på jorden foran ham.

- Du kan sige, at hvis han bliver ved med at servicere ty-

skerne med tøser og varer, som vi andre ikke får glæde af, så

skal vi nok sætte en stopper for hans virksomhed. Det

kommer man ikke godt af sted med her i byen.

Nielsen nikkede nervøst og forsvandt hurtig ind igennem

døren til receptionen.

*

- Vi må have dem ud herfra nu, det her er ude af kontrol,

sagde Mille, med tydelig nervøsitet i stemmen. Lydende fra

demonstrationen udenfor nåede ubesværet ind i direktions-

lokalerne.

- Skal vi tilkalde politiet?

- Det er ikke nogen god idé at få al for megen opmærk-

somhed, svarede Johannes. Vi må først have pigerne ud her-

fra og så finde en måde at berolige forsamlingen på.

Det bankede let på døren.

- Ja, sagde Johannes.

Nielsen åbnede forsigtigt døren.

- Ja undskyld, sagde han med hatten i hånden, den er helt

gal dernede. Jeg har låst porten, men jeg kan ikke styre det.

!

43

De truer også direktøren og siger, at hvis han bliver ved at

levere varer og tøser til tyskerne, så vil de sætte en stopper

for virksomheden.

- Tak, Nielsen. De kan gå for i dag. Men hver venlig at

sørge for, at alle indgange er låst. Jeg vil sætte pris på, at De

går lige hjem for at undgå konflikter. Og Nielsen, tag bag-

indgangen, ikke! Ved De, om Bent Karlsen er her endnu?

- Ja, jeg mener, han er nede på lageret.

- Vil De være rar at sende ham herop, før De går?

- Naturligvis, sagde Nielsen og nikkede lettet, da han gik

baglæns ud af døren.

- Jeg tror, du har ret, Mille. Vi er nok nødt til at tilkalde

politiet. Jeg tror bare ikke, de vil gøre det store ud af det.

Foreløbig har vi jo hverken hærværk eller fysisk forulempel-

se.

Johannes’ fingre trommede nervøst på det højglanspole-

rede mahogniskrivebord.

- Vi må have pigerne i sikkerhed Johannes, gentog Mille.

- Vi kan lade dem sive ud af bagdøren, mens de stadig er

optaget af at råbe derude. Jeg tænkte, at vi kunne lade Bent

Karlsen følge dem hjem. Men jeg tror, jeg ringer til betjent

Ottesen og beder ham følge op på det. Så må vi blive her og

se, hvordan det hele udvikler sig. Hvis du tager dig af syer-

skerne, så snakker jeg med Bent Karlsen.

Mille gik ned på systuen og fandt den oplyst, men for-

ladt.

- Er her nogen, kaldte Mille.

Hun gik videre ud til frokoststuen og fandt Karen Søren-

sen og Nellie Rasmussen siddende passive og tavse ved det

bagerste bord.

- Ja, vi har et problem, sagde Mille, vi kan ikke lade jer gå

ud af hovedindgangen. Men det ved I vel?

Pigerne nikkede.

- Vi er ved at få fat i Hr. Karlsen. Vi vil bede ham om at

følge jer hjem. I tager bagindgangen. Direktøren har ringet

!

44

til politiet og bedt dem om at se efter, at I kommer godt

hjem. Skulle der ske noget uventet, er Hr. Karlsen orienteret

om, hvad der skal gøres.

De to piger så på Mille med bange øjne.

- Så længe situationen er, som den er, er det ikke sikkert

for hverken jer eller alle andre, at I møder ind her i morgen.

Jeg vil gerne have, at I møder på Direktørens adresse i ste-

det.

Mille skrev adressen ned og rakte den til Karen.

- Solsortevej 10, klokken 9.00, læste Karen højt.

Mille nikkede.

- I morgen vil vi tale med jer om, hvad vi kan gøre ved si-

tuationen. Lige nu er det vigtigste, at I kommer sikkert hjem.

Og jeg tror, jeg ville blive inden døre i aften, hvis jeg var jer!

Pigerne nikkede igen. De rejste sig begge for at tage deres

jakker på.

Bent Karlsen var en stor og kraftig mand. Han havde arbej-

det som vagtmand i firmaet i tyve år og var en trofast og

loyal medarbejder. Karlsen var enkemand og barnløs. Han

kom dagligt på bodegaen Den blå Lagune nede ved havnen,

hvor han hver dag spiste dagens ret. Bag Karlsens godmo-

dige ydre lå et heftigt temperament. Det var kendt i byen, at

Karlsens hjerte bankede for de svage og for dem, der blev

uretfærdigt behandlet. I de situationer, hvor han følte sig

kaldet til at forsvare dem, kunne han mobilisere en impone-

rende vrede, der sammen med hans fysiske fortrin fik de

fleste til at trække sig.

Karlsen havde kendt Karen og Nellie i flere år og kunne

godt lide dem. Da Direktøren spurgte, om han ville følge

pigerne hjem, havde han ikke et sekund betænkt sig. Pigerne

var i knibe. Det havde nok været dumt og letsindigt af dem,

at de havde indladt sig med tyskerne, men det tilkom ikke

ham at dømme dem, tænkte han.

!

45

Karlsen og pigerne forlod fabrikken ad bagtrappen.

Klokken var næsten halv syv. Man kunne tydeligt høre

kampråbene foran fabrikkens hovedindgang:

- Til kamp mod nazisterne og deres håndlangere!

- Danmark for danskere!

- Feltmadrasser, kom ud, så skal I smage fars stemmejern.

- Landsforrædere!

De høje, aggressive stemmer lod ingen af dem i tvivl om,

at den fredelige stemning, der herskede bag fabrikken, var et

forræderisk blændværk.

- Kom, vi går denne vej, hviskede Karlsen.

De fulgte smøgen ned mod havnen. Der var menneske-

tomt, og stemmerne fortonede sig langsomt.

- Karen, sagde Nellie, kan jeg ikke sove hos dig i nat, jeg

tør ikke gå hjem.

- Jo, sagde Karen kort.

Det lille selskab nærmede sig Absalonsgade og Karens

lejlighed. Alting åndede fred og idyl. Men netop som de gik

ind ad porten for at komme ind til baghuset, trådte fem

mørke skikkelser ud foran dem.

Nellie så dem først.

- Karen, råbte hun forskrækket og pegede.

- Tag det roligt, sagde Karlsen med al den ro og myndig-

hed, han kunne mobilisere.

Men Nellie hørte intet. Hun vendte i samme nu omkring

og satte i løb ned af gaden. Et par af fyrene så situationens

muligheder og løb efter hende. Karlsen råbte, at hun skulle

komme tilbage. Nellie vendte sig et kort øjeblik og forstod

med det samme, at det ikke var muligt at komme forbi de to

kraftige fyre, der nu var tæt på at indhente hende. I stedet

løb hun ind i den nærmeste port i håb om at finde et gem-

mested. Det varede ikke længe, før de fandt hende bag et

skur inde i gården. Den største af fyrene tog fat i hendes arm

og holdt hende fast.

!

46

- Nå, så fik vi dig, din lille tyskerluder, sagde han op-

stemt.

- Hvad er det, du gemmer til tyskerne, som vi danskere

ikke må få del i?

Nellie skreg. Hendes overarme gjorde ondt. Den anden

fyr stak hende øjeblikkeligt en lussing.

- Hold kæft kælling.

Nellie snappede efter vejret og mærkede varmen brede

sig på kinden efter slaget fra den ru næve, der uden varsel

havde ramt hende i ansigtet.

- Skal vi se lidt på sagerne, sagde han og flåede i det

samme i Nellies jakke, så knapperne fløj af.

Lyden af stof, der blev revet i stykker, fulgte efter. Nellie

kiggede bestyrtet på sin iturevne skjorte. Hun mærkede fy-

rens ansigt meget tæt på og kunne mærke hans ånde. Han

befamlede brutalt hendes bryster. Nellie forsøgte uden held

at vride sig fri.

- Vend tøsen om, og læg hende hen over skraldespanden

derovre, så klipper vi hende fandeme, sagde han til den sto-

re fyr.

Så tog han en stor saks frem fra jakkelommen og fægtede

dramatisk med den i luften.

Den store fyr adlød og strammede grebet, mens den an-

den trak i Nellies lyse lokker og begynde at klippe. Inden

længe var der kun nogle ynkelige, strittende hårtotter tilba-

ge.

- Det kan måske lære dig ikke at indsmigre dig hos vær-

nemagten.

Nellie græd og forsøgte at komme fri.

- Vi er ikke færdige, sagde fyren med saksen og trak en

lille dåse sort maling frem.

- Vi skal lige have malet hagekorset, det bliver hendes ty-

ske venner sikkert glade for, fortsatte han og flåede den itu-

revne skjorte helt af og begyndte at male på Nellies ryg.

Nellie skreg nu som en vanvittig.

!

47

- Nå, det blev sgu da flot, synes du ikke?

- Hvad siger du, skal vi ikke lige låne værnemagtens

ejendom lidt, grinede den store fyr, hvis rolle indtil nu hav-

de været at holde Nellie fast.

- Nu er det sgu min tur, sagde han, mens han trak Nellies

nederdel op om livet på hende. Så greb han resolut fat i

hendes trusser, flåede dem af og begyndte at knappe sine

bukser op.

- Nej, nej, nej, skreg Nellie og begyndte at sparke vildt

omkring sig.

Ved et tilfælde lykkedes det hende at få sat et hårdt spark

ind på hans skinneben.

- Av for satan, sagde han og slap grebet om hendes hof-

ter.

- Hvad foregår her?

En uniformeret betjent var pludselig dukket op i gårdens

port. De unge mænd reagerede hurtigt. De slap Nellie, trak

huen ned over ansigtet og løb ud af gården. Betjenten blev

skubbet til side og nåede dårligt at opfatte, hvad der skete.

Han vendte sig om og gik hen mod den grædende Nellie.

Karlsen kiggede bekymret efter Nellie, da hun løb, men

kunne ikke gøre andet end at blive hos Karen.

De tre tilbageværende mænd gik truende fremad.

- Rører I hende, kommer I til at fortryde det, sagde Karl-

sen truende. Jeg kender jer, og rører I hende, bliver I meldt

til politiet.

- Har I hørt den lille spytslikker, sagde den ene af dem

spydigt.

- Sagde du spytslikker, gentog Karlsen.

Karlsen gik frem mod manden og greb fat i hans jakke.

Han placerede sit ansigt og en knyttet næve så tæt på den

andens, at han kunne lugte mandens øldunstende ånde.

!

48

- Hvis du ikke fiser af nu, skal jeg sørge for, at dit unge,

smukke ansigt ikke kommer til at kigge på piger den næste

måned, sagde Karlsen.

Den anden vurderede hurtigt situationen og var klar

over, at han ikke kunne klare Karlsen.

- Kom, vi skrider, sagde han til sin kammerat og vred sig

fri af Karlsens greb.

Da han gik forbi Karen, placerede han en stor spytklat

midt i ansigtet på hende.

- Feltmadras, råbte han.

Så løb de.

Karlsen tog et lommetørklæde frem og tørrede slimklatten af

Karens ansigt.

- Kom, vi går ind, sagde han beroligende. Har du nøgler-

ne?

Karen fandt med rystende hænder nøglerne i sin taske.

Da de nærmede sig døren til lejligheden, så hun med det

samme, at den stod halvt åben.

- Der er nogen derinde, sagde hun bange.

- Bliv her, sagde Karlsen, jeg går ind og kigger.

Lidt efter kom han ud igen.

- Der er ingen, men det ser ikke godt ud, her kan du ikke

sove.

Karen løb ind i sin lejlighed. Gulvet var oversået med

glasskår. Alle skabe stod på vid gab, alt var hevet ud og

smadret. Hendes seng var gennemvædet af urin. Selv bar-

neværelset var ikke skånet.

Karen satte sig ned og skjulte ansigtet i hænderne. Kun

skuldrene afslørede hendes afmagtsfulde gråd.

- Kom, min ven, vi går over til direktøren og får ham til at

tilkalde politiet. Vi må også finde ud af, om Nellie er nået

sikkert hjem.

- Hallo, var der nogen, der kaldte i samme øjeblik. Betjent

Ottesen stod i døren.

!

49

- Hvad er der sket her?

Karlsen gav et hurtigt referat af hændelsesforløbet.

- Vi må finde Nellie, sagde Karen.

- Hun sidder ude i vognen sammen med min kollega,

sagde betjenten. De har ikke været rare ved hende.

- Har I et sted, hvor I kan sove, eller vil I overnatte på sta-

tionen?

- Direktør Niemann har udtrykkeligt bedt mig om, at pi-

gerne blev kørt til hans hjem på Solsortevej, hvis der opstod

problemer, brød Karlsen ind.

- Ja, vi skal jo have optaget rapport. Jeg går ud fra, at De

ønsker at anmelde dette her, sagde han henvendt til Karen.

Hun nikkede. Betjenten overvejede lidt.

- Det er måske nok bedst, at det hele foregår hos Direktør

Niemann, så får vi samtidig styr på de løse ender.

De fulgtes alle ud til patruljevognen.

- Vi har også brug for Deres forklaring hr. Karlsen, vil De

køre med i vognen?

Karlsen nikkede.

*

Mille og Johannes sad alene tilbage på Johannes’ kontor. De

havde skrevet en liste over de ting, der skulle pakkes sam-

men og sendes til Jylland. Pludselig knaldede direktionslo-

kalets store rude med et brag. Mille for sammen og så på

den sten, der var havnet mindre end en halv meter fra hen-

des stol. Glasskårene lå spredt i en fin mosaik ud over skri-

vebordet.

- Kom du noget til, spurgte Johannes bekymret. Her kan

vi ikke være. Jeg ringer til politiet.

De forlod direktionslokalet og gik ind i forkontoret for at

vente på politiet. Vinduerne her vendte ud mod bagindgan-

gen.

!

50

- Jeg har bedt politiet sige til demonstranterne, at pigerne

har afsluttet deres arbejde her og ikke møder ind i morgen.

- Hm, sagde Mille, det er i hvert fald ikke forkert. Hvis

det kan få dem til at gå hjem så…

Telefonen ringede.

- Det er direktør Niemann!

- Hr. Niemann, det er kriminalassistent Kaspersen. Vi har

talt forsamlingen nogenlunde til ro, men lederen af demon-

strationen, smedemester Per Hansen, ønsker en samtale med

Dem, inden han mener, at han kan få opløst demonstratio-

nen i god ro og orden.

Johannes så over på Mille.

- Formanden vil tale med os.

Mille nikkede.

- Det er i orden. Men jeg er ikke meget for at gå ned til

hoben dernede. Vil De bede vægteren komme og låse yder-

porten op, kriminalassistent Kaspersen, det tager kun fem

minutter. Og hvis det ikke er for megen ulejlighed, vil jeg

sætte pris på, at De ledsager smeden. Så mødes vi i receptio-

nen.

- I orden, sagde kriminalassistenten.

Johannes sad lidt med røret i hånden. Så rettede sig op og

gik ned for at modtage smeden og betjenten i receptionen.

Fra receptionens vinduesfacade så Johannes med ubehag

på den store mængde mennesker udenfor. Klokken var ved

at være otte. Foran porten stod fire betjente sammen med en

stor, rødhåret, kraftig fyr. Det må være Formanden, tænkte

Johannes. Der lød stadig spredte råb fra forsamlingen.

Formanden rakte afværgende hånden i vejret. Johannes

så vægteren låse porten op og smeden og to betjente komme

ind i gården. Han rystede til sin egen ærgrelse på hånden,

da han låste døren op.

De hilste kort på hinanden og fulgtes op på første sal til

kantinen, hvor Mille havde dækket op til kaffe. Hun så For-

manden direkte i øjnene, da han kom ind i lokalet.

!

51

- Sid ned, sagde hun blot og skænkede kaffe til dem alle.

- Jeg forstår Deres anmodning, men den er jo så og sige

også skåret ud i pap, startede Johannes med lidt bitterhed i

stemmen.

- Ja, jeg kan desværre ikke svare for følgerne, hvis De ik-

ke efterkommer vores krav, direktør Niemann, sagde sme-

den og fortsatte med en påtaget uskyldig mine.

- I så fald ligger det uden for mine muligheder at styre

den menneskemængde dernede. Og vi er vel alle interesse-

ret i så lidt materiel skade som mulig, ikke? Truslen lå uud-

talt i luften.

- Jeg kan kun sige, at folkene derude har fået nok, fortsat-

te Formanden. Hvis jeg skal have dem til at trække sig, skal

jeg have et håndslag på, at pigerne bliver fyret herfra.

- Som jeg allerede har meddelt, så er vi kommet frem til,

at det ikke længere er hensigtsmæssigt, at pigerne fortsætter

her, sagde Johannes. Så De kan rolig gå ned og berolige De-

res folk. Pigerne er stoppet med at arbejde på fabrikken fra i

dag. Så regner vi til gengæld med, at De sørger for at få op-

løst den demonstration.

- Det vil jeg så sørge for direktør Niemann. Jeg er glad

for, at vi er kommet til en forståelse. Faktisk kunne vi i disse

tider godt bruge vores tid på noget bedre, ikke?

Formanden rejste sig, nikkede og gik mod udgangsdø-

ren.

Mille og Johannes sad tilbage med en dårlig smag i mun-

den.

- Hvilken udspekuleret frækhed, hvæsede Johannes ar-

rigt.

- Hvad gør vi ved vinduet, Johannes?

- Jeg laver en aftale med tømrermester Christensen. Han

må slå nogle brædder for allerede i aften.

Mille skænkede kaffen for kriminalassistenten, der var

blevet hos dem.

!

52

- Er det sådan, at De kan sørge for, at vi får et lift hjem

kriminalassistent Kaspersen, spurgte Johannes.

- Naturligvis, direktør Niemann.

!