MARIANNE TOXBOE

EFTERLADT

Roman

SAXO Publish

Efterladt foregår i efterkrigstidens Danmark og i New

York i årene fra 1945 og frem til 1961. Efterladt er fort-

sættelsen af Skyggespil og er 2. bind i trilogien om den

17-årige Maja Niemanns dramatiske liv og udvik-

lingshistorie.

Romanen er fiktiv, ingen af karaktererne har eksisteret

i virkeligheden, men fortællingen udspiller sig i en au-

tentisk, historisk ramme. Som sådan fungerer roma-

nen både som en spændingsroman, en familiekrønike

og en historisk fortælling om menneskelivets dilem-

maer og hverdagslivets dramatiske begivenheder un-

der og efter anden verdenskrig

1945

Kapitel 1

Et barn skifter hænder

Ingeborg knugede hænderne omkring hanken på den lille

babykurv. Hun sad yderst på droskens sæde og lænede sig

indimellem frem og strakte hals. Endnu var der intet børne-

hjem at se.

- Jeg tror snart, vi er her, Frederik.

Frederik sad helt ubevægelig. Hans alvorlige ansigt rø-

bede intet om den indre uro, der var ved at underminere

hans selvkontrol. Hænderne holdt han i ro ved at lade dem

hvile oven på den gamle, slidte dokumentmappe, han havde

i skødet. Hans blik var fikseret på kuskens ryg, der bevæge-

de sig rytmisk fra side til side i takt med hestenes trav.

Ingeborg skævede til ham.

- Det er da et smukt sted, hun bliver passet, Frederik, det

må du da medgive mig. Det er da godt, det ikke er inde i

København.

Frederik rettede på sin flip. Der var en efterårsagtig kø-

lighed i luften. Den ene hest løftede halen og lod en serie af

hestepærer dumpe ned på vejen. Frederik drejede hovedet

lidt og rettede sit blik mod hesten. Det lugtede ikke. Men det

tæppe, de havde over deres ben, lugtede umiskendeligt af

hest. Så nikkede han nærmest umærkeligt uden at tage øj-

nene fra hestens bagdel.

- Nu varer det ikke så længe, sagde kusken, der havde

fornemmet uroen på bagsædet. Ingeborg smilede taknem-

melig til ham og satte sig tilbage i sædet. Hvor havde hun

dog længtes efter dette øjeblik.

Tabet af deres første og eneste barn havde efterladt dybe sår

i Ingeborgs sjæl. Under den ufrivillige forløsning havde hun

været tæt på at forbløde. Lægen havde med stor medfølelse

eksekveret dommen: Hun ville for altid være ufrugtbar.

Frederiks ansigtsudtryk var det, der stod skarpest i hendes

erindring. Skyldfølelsen sad dybt i hende. Moderskabet var

en hellig pligt, og hun var gold.

Den ulykkelige hændelse kunne kun være et udtryk for

Guds vrede, mente Frederik. Så den lille menighed i Indre

mission havde stået ved deres side og bedt om tilgivelse for

deres synder.

Men så pludselig var deres lykke vendt. Det var den dag,

Frederik fik et tegn fra Gud. De havde i radioen fortalt om

det stigende antal børn, der i efterkrigstiden var blevet efter-

ladt på børnehjemmene, uden en far og mor til at tage sig af

dem. Problemet var opstået, fordi alt for mange unge kvin-

der, i deres vildfarelse, var kommet galt af sted under kri-

gen.

Frederik havde følt kaldet, der senere var blevet til en

dyb, indre vished.

- Det skal være vores bod Ingeborg, havde han sagt.

- Vi må tilbyde en af disse sølle, små eksistenser en kri-

sten opdragelse og en anstændig fremtid. Og menigheden

vil vide, at deres bønner er hørt. De vil se det som en usel-

visk og barmhjertig gerning, havde han højtideligt tilføjet.

Ingeborg huskede, at hun havde siddet helt stille og holdt

vejret. Hun havde vidst, at øjeblikket var dyrebart, og at

Frederiks pludselige åbenbaring og klarsyn ikke måtte for-

styrres. Det eneste, hun havde tænkt på, var, at nu skulle det

måske alligevel lykkes for hende at blive mor.

For Ingeborg var den lille pige, de var på vej ud for at

hente, svaret på hendes bønner. Hun var fyldt af en lykkefø-

lelse, hun slet ikke turde dele med Frederik. For dybest set

var det jo slet ikke noget, hun havde fortjent.

Kusken sænkede farten og drejede til højre ind ad en lang

allé. Pludselig lå børnehjemmets aristokratiske bygninger

foran dem. Det lignede et gammelt herresæde og var omgi-

vet af en stor, smuk park.

Kusken standsede foran den store trappe, der ledte op til

en massiv indgangsdør.

Fra et af de store vinduer på første sal havde forstanderin-

den, frøken Wichman, holdt øje med drosken, der var på vej

op ad alléen, og med de to mennesker på passagersædet.

Hun så på sit ur.

- Punktlige mennesker, hviskede hun lavmælt til sig selv.

Fra adoptionspapirerne vidste hun, at parret havde mi-

stet et barn og ikke kunne få flere. Hun havde mærket sig

Frederik Svendsens profession: Kirketjener og bestyrelses-

medlem i Indre missions menighed i Aarhus.

På skrivebordet stod den lille kurv, som Maja Niemann

havde efterladt. Oven på det smukke tæppe i glade farver lå

det skrin, der indeholdt Majas personlige breve til sin bort-

adopterede datter.

Frøken Wichman huskede tydeligt mødet med den sår-

bare, unge kvinde. Maja Niemanns håb havde været, at bre-

vene ville give hendes datter en forståelse for det svære

valg, hun havde truffet. Og ikke mindst, at hendes adoptiv-

forældre en dag ville udlevere brevene, der gav hendes dat-

ter kendskab til sit biologiske ophav.

Frøken Wichman sukkede. Hun var ikke sikker på, at den

unge, kreative kvinde ville have valgt de adoptivforældre,

der nu var på vej for at hente Anna. Hvis hun vel at mærke

havde haft mulighed for at vælge. Nå, man måtte trøste sig

med, at barnet ville få en tryg opvækst og kristen opdragel-

se. Mere kunne man vel ikke forlange. For øvrigt var det slet

ikke hendes lod at dømme nogen som rigtige eller forkerte

forældre.

Barneplejersken bankede på døren.

- Ja?

- Hr. og fru Svendsen er kommet for at hente Anna.

- Godt, har I gjort Anna klar?

Barneplejersken nikkede.

- Så må De gerne sende hr. og fru Svendsen ind på mit

kontor, vi kommer ud og henter Anna om et kvarters tid.

Frederik og Ingeborg hilste lidt stift på frøken Wichman, der

bad dem tage plads i sofahjørnet på hendes kontor. De tog

taknemmeligt imod den kop te, frøken Wichman tilbød

dem.

- Jeg ved jo, at De nok er utålmodig efter at se Deres lille

pige, nu hvor alle formaliteter er i orden. Men jeg synes lige,

jeg ville give Dem mulighed for at få besvaret de spørgsmål,

der måske er opstået undervejs.

Frederik rømmede sig.

- Er barnet døbt?

- Ja, vi foretager altid en foreløbig dåb for en sikkerheds

skyld. Barnet er døbt Anna, efter moderens ønske. Hun blev

født på Rigshospitalet den 20. februar, så hun er nu lidt over

seks måneder gammel. Det står dem frit for at ændre navnet,

og hun skal naturligvis bære Deres efternavn. Det er almin-

delig praksis, at adoptivforældrene døber barnet igen.

- Kender De noget til barnets forældre?

- Moderen hedder Maja Niemann. Hun er en velbegavet

kvinde, der kommer fra en god familie. Anna er født uden

for ægteskab. Moderen var alene og ønskede ikke at opgive

faderens navn. Derfor er faderens identitet beskrevet som

ukendt i Annas papirer. Hendes største ønske var, at Anna

kunne vokse op i et trygt miljø med både en far og en mor

omkring sig.

Frøken Wichman gav plads til parrets reaktion. Da de ik-

ke umiddelbart syntes at have nogen kommentarer, fortsatte

hun:

- Det var en meget vanskelig beslutning for moderen at

give sit barn fra sig, så hun bad mig give jer det skrin, der

ligger øverst i den lille kurv, hun har lavet. I skrinet ligger

nogle breve til Anna, som Maja Niemann håbede på, at I vil

udlevere til hende på et passende tidspunkt. Brevene vil gi-

ve Anna kendskab til sit biologiske ophav og til hendes

mors bevæggrunde.

Frederik Svendsen rømmede sig igen.

- De kan være helt sikker på, at vi vil gøre alt, hvad der

står i vores magt for at tilbyde vores datter et godt hjem og

en kristen opdragelse.

Ingeborg nikkede samtykkende og beundrede i det skjul-

te det smukke tæppe, der lå i kurven. Hendes øjne skinnede

af forventning.

- Jamen, hvis ikke De har flere spørgsmål, så synes jeg,

De skal tage kurven fru Svendsen, så går vi ind og finder

Anna.

I et lokale ved siden af ventede en barneplejerske med Anna

på armen. Hun var klædt i det tøj, som Maja Niemann hav-

de sendt med sin nyfødte datter.

- Hun er et dejligt barn, fru Svendsen, vi kommer til at

savne hende, sagde barneplejersken og lagde Anna i Inge-

borgs favn.

Ingeborg så betaget ind i et par store, blå og nysgerrige

øjne. Anna rakte ud efter hendes halskæde og gengældte

hendes smil.

- Se Frederik, er hun ikke smuk?

Frederik sendte mor og barn et lille, afmålt smil. Umid-

delbart havde han svært ved at forholde sig til den lille bylt,

Ingeborg havde i favnen, men han kunne se hendes lykke og

var tilfreds.

Ingeborg mærkede den lille piges overraskende stærke

greb omkring sin lillefinger og fornemmede pludselig bar-

nets afhængighed og sårbarhed. Ansvaret, der var lagt på

hendes skuldre, var et kort øjeblik ved at kvæle hende. Hun

forstod, at deres fælles lykke ville være forbundet i al frem-

tid, og at det dybest set var det, der ville give hendes liv me-

ning. Ingeborg fik blanke øjne. Barneplejersken smilede op-

muntrende til hende.

- Hun har fået den mad, hun kunne spise lige nu. Hvor

lang tid skal De rejse for at komme hjem?

Ingeborg så spørgende på Frederik.

- Vi er nok først hjemme hen under aften.

- Hvis jeg kan få de sutteflasker, De har taget med, så vil

jeg fylde mælk på dem, så De har til turen hjem.

- Hvor har du gemt sutteflaskerne, Ingeborg?

- I den kurv vi havde med, den står der på stolen, sagde

Ingeborg og pegede uden at tage øjnene fra Anna.

- Men så behøver vi vel ikke den anden kurv?

- Den kan vi altid få brug for. Og også det smukke tæppe,

hendes mor har lavet. Vi sætter bare vores egen kurv inden

i, den er lidt mindre, sagde Ingeborg bestemt.

Barneplejersken forlod rummet med de to sutteflasker. Frø-

ken Wichman iagttog det unge forældrepar. Hun var ikke i

tvivl om, at Ingeborg ville blive Annas beskytter, og at hun

10!

ville elske hende af hele sit hjerte. Den lidt tillukkede og

indadvendte Frederik var ikke helt så nem at blive klog på.

- Har De lyst til at prøve, hvordan det er at skifte Anna,

spurgte frøken Wichman.

- Ja hvis det ikke er nogen ulejlighed. Ingeborg så spør-

gende på Frederik, der nikkede bifaldende.

Da barneplejersken dukkede op, bad hun Ingeborg følge

med ind i det tilstødende rum. Uden for Frederiks synsfelt

glemte Ingeborg hurtigt sin usikkerhed. Inden længe var de

to kvinder optaget af en samtale om Annas vaner og små

særheder.

- Hun er glad for at have en ble i favnen, når hun skal so-

ve. Og se, hun sutter på sin tommelfinger. Det gør hun altid,

når hun er træt. Vi har prøvet, men vi kan ikke få hende til

at tage en sut. Barneplejersken svarede smilende på Annas

pludren og lod kærtegnende sin finger glide ned over Annas

kind.

- Hun skal have mad hver fjerde time. Vi er lige begyndt

at give hende vælling, så hun kan sove lidt længere om nat-

ten. Men hvis hun græder, skal De selvfølgelig finde ud af,

om det er, fordi hun skal skiftes. Det kan også være, fordi de

første tænder er på vej. Men jeg går ud fra, at de får besøg af

sundhedsplejersken. Hun vil vejlede Dem i alle de små

spørgsmål, der kan opstå undervejs. Hvis De har lyst, kan

De prøve at skifte hende nu.

Ingeborg fjernede lidt usikkert den snavsede ble.

- Husk at skylle bleerne, inden de kommer i kogekarret.

De skal have en særlig spand, hvor de samler de snavsede

bleer. Barneplejersken skubbede en spand hen til Ingeborg.

Mens Ingeborg skiftede Anna, fik hun instruktioner om,

hvordan hun skulle pleje Annas hud og støtte og stimulere

hendes udvikling.

11!

- Hun har en masse energi og heldigvis en masse appetit

på livet. De vil opdage, at hun er grådig, når hun spiser. Så

hun er lidt tilbøjelig til at få luft i maven. De kan hjælpe

hende ved at lægge hende på maven, hen over Deres ben,

når De sidder med hende. Hvis De banker hende let på ryg-

gen og masserer hende lidt, så plejer det at hjælpe. Barneple-

jersken tog Anna op og lagde hende hen over skulderen.

- Sådan kan De også gøre. Det kan være, hun skal af med

en lille bøvs…

Ingeborg og barneplejersken var helt optaget af deres

snak om Annas pleje og udvikling. Imens gik Frederik lidt

rastløst omkring, og så med jævne mellemrum på sit lom-

meur. Da Ingeborg stadig udeblev, satte han sig i vinduesni-

chen, så han kunne holde øje med trafikken på alléen op til

børnehjemmet. Efter en rum tid fik han øje på drosken og

drog et lettelsens suk. Endelig kunne han give efter for sin

utålmodighed. Han rejste sig og gik ind til Ingeborg i det

tilstødende rum.

- Ja, men hvis damerne er færdige, så tror jeg, vi skal se at

komme af sted. Jeg ser, at drosken venter dernede.

Ingeborg så på Frederik. Hun havde afbrudt sig selv midt

i en sætning.

- Ja, selvfølgelig Frederik.

- Vi har jo mange derhjemme, der kan hjælpe dig, Inge-

borg, tilføjede han, da han så, at Ingeborg var ked af at opgi-

ve den samtale, hun var i gang med.

- Og De er selvfølgelig meget velkommen til at ringe, hvis

der er noget, De bliver i tvivl om, sagde frøken Wichman og

gav dem begge hånden.

Barneplejersken tog Anna ud af favnen på Ingeborg og

lagde hende i kurven sammen med lidt legetøj og de to

fyldte sutteflasker. Ingeborg takkede for hjælpen. Frederik

12!

nikkede og tog kurven. Med Frederik i front og Ingeborg

trippende efter sig gik de ud til den ventende droske.

Det blev sent, inden de nåede frem til den lille tjenestebolig i

Aarhus. Ingeborg var ved at segne af træthed. Anna havde

grædt utrøsteligt den sidste time, og Ingeborg anede ikke,

hvad hun skulle gøre for at stille hende tilfreds. Lettelsen

var derfor stor, da hun så, at tre af menighedens unge mødre

ventede dem som en helt lille velkomstkomité.

De kikkede nysgerrigt ned i kurven og hjalp den lille fa-

milie inden døre. En af kvinderne tog Anna op og snusede

til hendes bagdel.

- Der er vist bid, sagde hun smilende. Kan vi skifte hende

i køkkenet?

Ingeborg nikkede og slog puslebordet ud. Hun fyldte en

lille skål med tempereret vand og fandt de pusleting frem,

de skulle bruge. Imens de skiftede Anna, lunede hun mæl-

ken på komfuret. Mæt og træt af den lange rejse faldt Anna

kort efter i søvn i hendes arme.

Ingeborg rejste sig lettet og gik, fuldt af de nysgerrige

kvinder, ind i soveværelset for at lægge Anna. Den lille

vugge ved siden af ægtesengen havde været klar længe.

Kvinderne så smilende på hinanden. Så listede de lydløst

tilbage i køkkenet.

- Hun sover nu. Hvor er hun dog et dejligt barn, Inge-

borg. Hvad hedder hun?

- Anna. Jeg synes, det er et smukt navn. Vi har ikke snak-

ket om det endnu, men jeg synes, hun skal beholde det

navn, når hun skal døbes. Vi kan jo bruge min svigermors

navn som mellemnavn.

Ingeborg så spørgende på Frederik.

- Lad os tale om det i morgen min ven, lige nu tror jeg, vi

alle sammen trænger til at komme til ro.

13!

- Vi har sat suppe parat til jer, den skal bare varmes. Og

vi kommer og kikker til dig igen i morgen! Kvinderne rejste

sig.

Ingeborg takkede for deres hjælpsomhed og fulgte dem

ud til hoveddøren.

Alene i køkkenet varmede og serverede Ingeborg suppen.

På gulvet stod den kurv, de havde fået med fra børnehjem-

met. Ingeborgs øjne fangede den blå pose med skrinet i.

- Hvor skal vi gemme skrinet, Frederik?

- Jeg vil først undersøge, hvad der står i brevene. Hvis

min mistanke er rigtig, er barnets far tysk. Hvorfor har mo-

deren ellers undladt at fortælle, hvem faderen er? Hvis det

er rigtigt Ingeborg, så kan ingen være tjent med at læse de

breve. Så må vi slette alle spor. Hvis vores sognebørn finder

ud af, at vi har adopteret en tyskerunge, vil både vi og den

lille pige blive lagt for had.

- Vi behøver jo ikke at fortælle det til nogen, Frederik. Vi

kan jo altid tage stilling senere. Måske falder det hele til ro.

- Folk vil se med velvilje på vores lille pige, hvis de ved,

at det er et lille, forældreløst barn, vi har adopteret. Og Anna

vil ikke ane uråd. En tysk far volder problemer, sagde Fre-

derik i en tone, der ikke tålte modsigelse.

Frederik rejste sig og tog kurven med det lille skrin.

- Gå nu til ro, Ingeborg, jeg skal nok tage mig af det.

- Kurven, Frederik. Kurven og tæppet vil jeg gerne be-

holde.

- Frederik nikkede, tog skrinet og satte kurven fra sig.

Barmhjertighed, tænkte Ingeborg, mens hun satte tallerk-

nerne hårdt ned i vasken for at vaske dem op. Frederiks

barmhjertelighed er åbenbart afhængig af, hvilken næste der

har behov for at modtage den. Men hun sagde ingenting.

14!

Anna klynkede. Ingeborg lod tallerknerne stå og satte sig

ind ved siden af vuggen. Hun skubbede den langsomt vug-

gende frem og tilbage, mens hun sagte nynnede en vise, hun

havde lært af sin mor. Kort efter sov Anna igen.

Dagen i dag vil jeg aldrig glemme, tænkte Ingeborg. At

blive mor var at udleve sin bestemmelse. Og som mor ville

hun blive en del af fællesskabet i den lille menighed. Hun

skulle ikke længere føle sig udenfor. Ingeborg smilede for

sig selv og gik ud for at gøre sig klar til natten.

Morgenen i køkkenet var anderledes, end den plejede at væ-

re. Frederik skævede irriteret til Ingeborg, der havde travlt

med at give Anna mad.

- Er havregrøden snart færdig, Ingeborg. Frederik trom-

mede utålmodigt i bordet. Jeg har mange ting at gøre i dag.

- Om et øjeblik Frederik.

En halv time senere satte de sig endelig for at spise mor-

genmad sammen.

- Jeg er nødt til at spise morgenmad noget tidligere, sagde

Frederik utilfreds.

- Jeg ved det Frederik, men jeg skal lige finde ud af,

hvordan jeg skal gribe det hele an.

Frederik accepterede hendes forklaring. De spiste lidt i

tavshed.

- Nå, fandt du så ud af det med Annas far i går?

- Det var, som jeg regnede med. Jeg har pakket skrinet

ned i affaldssækken og bundet den forsvarligt til. Jeg tæn-

ker, at jeg brænder det hele af, når jeg kommer hjem i aften.

- Hvad skrev hun da?

- Det var én stor tilståelse af det syndige forhold, hun har

haft til en tysk soldat. Skændigt. Det skal vi forskåne vores

lille pige for. Ingeborg nikkede og opgav at sige ham imod.

15!

Da Frederik var taget af sted, gik hun ud til det hjørne i ha-

ven, hvor affaldet blev brændt af. Og der stod sækken gan-

ske rigtig. Ingeborg løsnede, med stor tålmodighed, den

stramme knude, Frederik havde bundet, og fandt hurtigt

den blå pose med det lille skrin. Hun tog det lille skrin ud af

posen og erstattede det med en gammel cigarkasse, som tid-

ligere havde været brugt til at samle elastikker i.

Så bandt hun omhyggeligt sækken til igen og placerede

den præcist det sted, hun havde fundet den. Ud fra sin bed-

ste overbevisning var der ingen, der kunne se, at nogen

havde rørt sækken.

Ingeborg så sig omkring og skjulte skrinet i sin uldtrøje.

Hun bestemte sig til at gemme den på tørreloftet.

Døren bandt, men gav sig, da den havde fået et lille spark

i nederste, venstre hjørne. Der lugtede fugtigt og hengemt.

Lidt dagslys slap ind igennem et lille vindue i gavlen. Inge-

borg lod døren stå åben og trak en gammel stol hen til vin-

duet. Hun lyttede opmærksomt efter lyde fra huset neden-

under, inden hun satte sig. Anna sov stadigvæk. Alt var stil-

le.

Da hun, med rystende hænder, åbnede det lille skrin, var

det første, hun fik øje på, en lille medaljon. Ingeborg åbnede

den og studerede billedet af den unge kvinde nøje. Det var

altså Annas mor. Billedrammen i den anden side var tom.

Faderen, tænkte Ingeborg, og gav sig til at læse det øverste

brev i skrinet.

København, den 12. maj 1945

Kære Anna

Når du læser dette brev, er det, fordi du er blevet så gammel, at

du har krav på at få at vide, hvem dine biologiske forældre er…

I skrivende stund er du kun tre og en halv måned gammel.

Det er vanskeligt at vide, hvor jeg befinder mig om 18 år, men

16!

jeg er sikker på, at du kan finde ud af det. Marie Niemann, som

bor i Lundsgade på Østerbro i København, er min faster. Hun

vil vide det.

At bortadoptere dig har været en meget svær beslutning, og

jeg har det rigtig dårligt med, at jeg ikke ved, hvor du kommer

hen og heller ikke senere har mulighed for at få det at vide. Men

sådan er betingelserne. Jeg håber af hele mit hjerte, at du har få-

et nogle gode, kærlige forældre, der tager sig godt af dig.

I æsken har jeg lagt de dagbøger, jeg skrev hver dag i den

svære periode. Måske kan du have glæde af at læse dem. Jeg

vedlægger også en medaljon med et billede af mig selv. Desvær-

re har jeg ikke noget billede af din far…

Et gennemtrængende hyl nåede Ingeborg på loftet. Hun

kikkede sig febrilsk omkring for at finde et gemmested til

skrinet. Inderst inde under skunken stod der en gammel

sæk, der indeholdt noget brugt tøj, der burde være smidt

ud. Ingeborg lagde skrinet ned i bunden af sækken og

skyndte sig ned ad trappen.

I det øjeblik hun kom ned i entréen, gik hoveddøren op.

Døren til loftet stod stadigvæk åben. Frederik kiggede

forundret på hende.

- Har du været på loftet Ingeborg? Barnet græder!

Ingeborgs hjerte hamrede i brystet på hende.

- Jeg har hørt det Frederik. Jeg ville bare se, om vi

havde en ekstra balje til Annas bleer. Ingeborgs kinder

blussede.

- Du er tidligt hjemme, har du glemt noget?

Frederik så opmærksomt på Ingeborg. Hun virkede så

hektisk. Så slog han det hen. Det var jo hendes første dag

alene som mor.

- Jeg glemte Annas papirer. Jeg ville skrive hende op

til dåben.

17!

Ingeborg nikkede.

- Når Anna har spist, går jeg en tur med hende i bar-

nevognen. Hvornår er du hjemme til frokost?

- Cirka halv et vil jeg tro. Men jeg har kun en halv

time.

- Jeg skal nok have din frokost parat.

Ingeborg fortsatte ind til den grædende Anna. Hun

havde glædet sig til at køre en tur gennem byen med

barnevognen og kunne næsten ikke vente med at vise

hende frem. Barnevognen havde hun lånt og brugt lang

tid på at gøre i stand.

Nu sad Anna veltilfreds i sin sele, godt støttet i ryggen

af en masse puder. Hun fulgte opmærksomt med i alt det

nye, der skete omkring hende, og det var ikke svært for

de forbipasserende at lokke et smil frem på Annas ansigt.

På vej hjem faldt hun i søvn, og Ingeborgs tanker vendte

tilbage til brevet på tørreloftet. Der var mindst en time, til

at Frederik kom hjem. Hun kørte barnevognen ind i køk-

kenet og undgik behændigt at vække Anna. Så listede

hun lydløst op på loftet for at genoptage sin læsning.

… Din far var læge og tysk soldat under besættelsen i

Danmark. Vi mødtes tilfældigt, fordi han hjalp mig, da jeg blev

indblandet i et trafikuheld. Han besøgte mig på hospitalet, og vi

forelskede os i hinanden.

Det, at din far er tysk, og jeg er dansk, var et stort problem

under krigen. Der var kærlighed mellem en dansk kvinde og en

tysk mand forbudt. Nogle så det som landsforræderi, for man

måtte selvfølgelig ikke elske fjenden. For os var det en hemmelig

kærlighed...

… Da jeg blev gravid, kunne jeg ikke komme i kontakt med

din far, som var meldt savnet. Den gang blev man ikke accepte-

ret som enlig mor i Danmark, og slet ikke hvis barnets far var